23 apr iris udgiver danseglad single forud for debutalbum
Foto: Thel Whirh / Nisju (pressebillede)
iris har allerede slået benene væk under os, og vist at hun er en af norges største pop-potentialer. Nu har hun sendt endnu en single afsted, og den rammer lige ind i dit håbefulde, danseglade hjerte.
i november 2020 påbegyndte norske iris rejsen til sit debutalbum love and other disasters, og det skulle vise sig, at rejsen blev længere end vi først havde regnet med. Første stop blev ved singlen “lavendel and heaven”, og her viste iris sig fra den helt afpillede, nøgne og sårbare side. Derefter mellemlandede hun ved “voodoo voodoo” og “lovemark”, hvor hun, med hjælp fra venner og bekendte, klædte sin musik på igen og fik energi fra elektroniske effekter og R&B-vibes. Nu er hun nået til sidste stop på rejsen, inden hun vender snuden hjem og lader love and other disasters lande i streamingtjenesteland. Det sidste stop er “to be mine (is to lose your mind)”, og her slår iris det danseglade og det sårbare sammen, og det hele går op i en højere enhed.
“to be mine (is to lose your mind)” sender en kærlig hilsen til 90’ernes elektroniske popmusik, og det føles lidt som om, at den smækkende lilletromme trækker i dine hofter som var de magnetiske. Derudover formår iris også bare at udnytte sin nasale vokal perfekt i 90’er-setuppet, og det gør, at man ikke glemmer ærligheden der ligger bag.
De fire første singler tegner godt for debutalbummet love and other disasters og vi glæder os til at høre det i fuld længde. Indtil videre danser vi videre til “to bemine (is to lose your mind) – du kan gør det samme her:
På Spotify