Freja Kirk: Tre numre jeg hører på repeat

Foto: Mikkel Dahlstrøm (pressebillede)

Er du ligesom os nysgerrig på, hvad din yndlingsartist selv går og lytter til? Så tjek denne artikelserie ud, hvor vi spørger danske og udenlandske artister om, hvad de i øjeblikket hører på repeat.

Freja Kirk er en af de artister fra det danske poplandskab, som det er rigtig svært at komme udenom. Tilbage i 2019 udgav hun sit debutalbum Pussfied, der fik stor opmærksomhed, både som et særdeles vellykket album af anmeldere, men også af omverdenen. Albummet gjorde, at Freja Kirk tog på udsolgt turné, spille store venues, og så er hun blevet tildelt titlen som ambassadør for World Pride 2021. Freja Kirk er nemlig noget af frontløber for det danske queer-miljø, og hun bruger ofte sin musik og sine sociale kanaler til at oplyse om LGBT+-miljøet, og de problmestillinger der stadig hersker i samfundet. For at lære den seje sangerinde endnu bedre at kende, har vi spurgt hende hvilke tre sange, hun ikke kan få nok af for tiden. Hendes svar kan du læse her!

Harry Styles – “Falling

– Har først for nylig fået øjnene op for Harry Styles (kæmpe fejl). Jeg har nok været lidt farvet af at han var medlem af et boyband, hvilket er så plat, men jeg har taget totalt fejl af deres talent. Jo mere jeg dykker ind i Harrys univers og egentlig også One Directions, så er det jo bare for sygt. Hele ‘Fine Line’ albummet er vanvittigt! Melodierne og teksterne er virkelig gode, og hans vokal rammer noget inde i maven på mig. ‘Falling’ rammer på alle måder følelsen af at være ved at falde for en person og blive ægte forelsket. Den der følelse som er fuldstændig modstridende og er både dejlig og hård, og hvor man ikke kan være i sin krop. Det er det sygeste!

Alicia Keys – “In Common

– Jeg bliver ved med at vende tilbage til den her kæmpe sang fra 2016. Jeg er ikke den store danser, men den her giver mig lyst til at danse så snart det starter. Beatet er så underspillet at man ikke kan lade være med at bevæge sig. Og så er det en lidt atypisk sang fra hende. Jeg føler virkelig hun har søgt efter en lyd, siden hendes kæmpe gennembrud i 2001 og 2003 og så selvfølgelig ‘The Element Of Freedom’ fra 2009. Der føler jeg måske godt hun kunne have lavet et helt album i den her mere “afro-beatede” stil.

Justin Bieber – “Peaches

– Det her er seriøst bare lyden af sommer. Den er ikke længere! Det er Bieber når han rammer den bedst.

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com