29 apr Baby In Vain støjrocker fra morgenstunden i ny koncertfilm
Foto: Alva Le Febvre (pressebillede)
Brodie Sessions er en YouTube-kanal, der laver musikalske live-sessions i det særlige 16mm format, og gentagende gange har resultatet af de flotte videoer slået benene væk under os. Nu er Brodie Sessions taget på tour med en mission om at forene musik og arkitektur. Den nyeste video er med de danske støjrockere Baby in Vain, og endnu en gang må vi sige at kombinationen af fed musik, en flot location og det specielle Brodie-format, kan noget helt særligt
Da Danmark sidste år lukkede ned, og umuliggjorde de fleste ting fra kunstens verden, satte den danske YouTube-kanal Brodie Session sig for at skabe et format, der gav publikum noget af den oplevelse, de desværre ellers måtte være foruden. Derfor lancerede de tidligere i år deres live-session-turne ‘Brodie Sessions on tour’, der inviterer dygtige musikere til at spille i flotte, arkitektoniske omgivelser.
Den nyeste udgave er en koncertfilm med det danske rockband Baby In Vain, optaget på det smukke Anton Rosens elværk i Rønne på Bornholm. Filmen starter ud med en kort præsentation af solskinsøen, der både viser lidt fra færgeturen og nogle af de unikke naturomgivelser øen har at byde på. Koncerten foregår i et stort, majestætisk lokale, kun oplyst af noget der ligner morgensol fra et kæmpemæssigt vindue. Lyden af guitarstøj og forsanger Lola Hammerichs inderlige, frustrede vokal går på en særlig måde i ét med følelsen af, at videoen er optaget midt under en solopgang meget tidligt om morgenen, og det skaber en helt særlig stemning, der er svær at beskrive. Se den fede koncertfilm her!