Arbirk har været en tur i gemmeren og fornyet et nummer fra fortiden

Foto: Daniel Buchwald (pressebillede)

Arbirk satte deres navn på den musikalske radar, da de i 2017 udkom med det roste debutalbum Disguises. Nu er de tilbage med en ny single, som måske ikke er helt spritny alligevel.

Arbirk er et lo-fi band, som slog igennem i 2017 med et glimrende album, der bragte bandet på Danmarksturné som support for Katinka. De er i dag ude med singlen “Almost Not Insane”, der er deres tredje single siden debuten. Historien bag nummeret fortæller, at bandet har kigget tilbage mod de spæde begyndelsesår, hvor størstedelen af “Almost Not Insane” blev skrevet. Sangen har ligget ufærdig i et godt stykke tid, indtil Arbirk indgik et samarbejde med Asger Techau (trommeslager i Kashmir), der bad bandet om at skrive et omkvæd til sangen. Således har Arbirk genopfrisket et hidtil uhørt ældre nummer, som nu munder ud i “Almost Not Insane, og vi er henrykte over, at bandet lod sig selv kigge lidt tilbage i kataloget, før de så fremad. Sangen inkorporerer både en gammel trommemaskine og en tibetansk syngeskål, der sammen med forsanger Rasmus Arbirks, på sin vis, skrøbelige vokal, harmonerer i et skønt og fuldendt nummer.

Du kan høre “Almost Not Insane” der hvor du sædvanligvis streamer musik:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Tags:
Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com