Alva Ravn er endelig tilbage med eftertænksom single

Foto: Balder Maximus (pressebillede)

I 2019 debuterede norske Alva Ravn med den smukke single “Precious Prey”. Nu er hun endelig tilbage med nyt materiale, der følger samme, smukke, poppede kurs, og så løfter hun ovenikøbet sløret for, at debut-EP’en er på vej.

Af og til hører man de der sange, der bare rammer en lige i hjertet. Sådan havde mange det, da de første gang hørte Alva Ravns debutsingle “Precious Prey”. I hvert fald gjorde udgivelsen, at hun skabte en masse opmærksomhed omkring sig, og pludselig blev hun booket til festivaler rundt om i norden. Så kom coronaen, og med et blev der sat en kæp i hjulet på det, Alva Ravn havde dygtiggjort sig i – at optræde foran et publikum. Derfor gik hun i studiet, og det kan vi nu høre de første resultater af.

EP’en Hindsight er lige på trapperne, og nu er hun klar med førstesinglen “Fall” derfra. “Fall” er en følsom, elektronisk popsang, med et langsomt tempo, der giver plads til eftertanke. Båret frem af bløde synthesizere og Alva Ravns skarpe vokal, er det sådan en sang, der får dig til at slappe af og måske endda tænke en ekstra gang over de svære dilemmaer, livet byder på. Til sangen følger desuden en smuk musikvideo, der på kunstnerisk vis portrætterer menneskekroppen og dens mange, mærkelige funktioner. Den kan du finde her.
“Fall” kan du finde på din favorit streamingtjeneste her:
Spotify
Apple Music

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com