Gameboy_98 – Adultery

Foto: Adam Klixbüll Eisenhardt
Label: Søvnig Music
Udgivelsesdato: Fredag den 16.april 2021

Finurlige Gameboy_98 inviterer endnu en gang inden for i sin vilde virkelighed, og vi er mildest talt begejstrede. 

[rwp_box id=”0″]

Gameboy_98 er den slags kunstner man altid vil kunne huske, selv lang tid efter man har hørt hans musik. Det beviste han allerede ved de allerførste toner vi fik fra ham, på sange som “Blå Mandag” og “Fællesbad” fra debutalbummet Gameboy Color. Hans infantile sangtekster fik både anmeldere og publikum til at spidse ører, og det er både med et smil på læben og et strejf af nostalgi i hjertet. Netop denne 90’er -tidlig 00’er nostalgi, er i høj grad blevet et af kunstnerens kendetegn, men dem ligger han dog lidt bag sig på sin nye EP Adultery.

Mens Gameboy Color dvælede rigtig meget ved folkeskoletiden og den tidlige pubertet, er Adultery den naturlige efterfølger rent tematisk, da den i højere grad omhandler livet som ung voksen. Der er i høj grad en sammenhæng i Gameboy_98s arbejde, og det er skønt at følge med i. Det er ikke svært, som fan, at blive helt opslugt og vente i spænding på næste del af historien fra Gameboy_98s liv.

Noget af det første der falder i ørerne ved Adultery, hvis man kommer direkte fra Gameboy Color, vil være sprogskiftet fra dansk til engelsk. Denne ændring er med til at fjerne det ellers lettere komiske udtryk, der ellers var over kunstnerens tidligere værker. Med en både dansk og britisk baggrund giver det rigtig god mening for Lewis B. Parker, manden bag Gameboy_98, at udtrykke sig på engelsk, og det giver også EP’en et mere modent udtryk, der passer godt til den mere voksne stemning. Man kan heller ikke komme uden om, at med de engelske tekster, minder Gameboy_98 om sin indie kollega King Krule, dog er der stadig ingen tvivl om at Gameboy_98 er sin helt egen kunstner. 

Selve musikken er som altid med Gameboy_98 helt formidabel. Den catchy low-fi lyd passer utroligt godt til Lewis B. Parkers drevne stemme, der svinger smukt mellem dyb vokal og høj falset. De bløde beats er med til at skabe en virkelig skøn chill vibe, der på en måde lyder dejlig velkendt og helt unikt. Især sangen “Internet Explorer” falder virkelig i ørerne, med sin svævende, næsten drømmeagtige vibe. Det er lige soundtracket til at ligge og kigge på skyer, helt fri for bekymringer. Sangene er også mere komplekst sat op, hvilket giver rigtig god mening når nu det kommende voksenliv også er mere komplekst end barndommen.

På EP’en finder vi sangen “Rock Climbing”, der om noget indkapsler en meget stor del af det at blive voksen, det er nemlig en sang om at klatre mod uopnåelige mål, og den konkurrence mange unge føler de er i med sig selv og tiden. Det kan for mange ofte føltes som at klatre op ad et bjerg uden top. 

Ep`ens titel Adultery lyder til at begynde med lidt kryptisk, men der er en mening med det hele. Adultery betyder på engelsk “utroskab”, men lyder på samme tid som ordet for voksen, næsten som om de to ord hænger uløseligt sammen. Utroskab er i høj grad en af de ting, der for mange endegyldigt smadrer den barnlige tro på kærlighed mange har – det er i den slags situationer at virkeligheden og voksenlivet virkelig rammer.

Alt i alt er Adultery en skøn lille EP, fyldt med selvindsigt om egne begrænsninger og ligesom med sit debut album, har Gameboy_98 skabt en lyd, der på en gang er utroligt specifik og ekstremt generel. 

Det er ikke til at sige hvad det næste fra Gameboy_98 kommer til at blive, det eneste vi kan vide med sikkerhed er, at det kommer til at blive endnu et eksperimenterende mesterværk fra en kunstner, der aldrig bliver træt af at finde på nye måder at fortælle sin historie på.

Tags:
Laura Nielsen
lauranielsen@bandsoftomorrow.com