Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 11

Foto: Neon Priest // Tiffany Hoff (pressebillede)

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til dansksproget rock der passer til hjemmefesten, eller hjerteskærende pop du kan have tømmermænd til, så er der forhåbentligt noget at hente i vores anbefalinger.

CHINAH – Feels Like Forever

Den danske trio CHINAH er i dag ude med deres andet fuldlængde album med titlen Feels Like Forever. Den mystiske alt-pop gruppe har tidligere på året udsendt en række singler, som en slags smagsprøve på albummets indhold, og du har måske allerede hørt pop-baskeren “Promise” eller den enigmatiske “What I’ve Become”. Med disse udspil konstituerede CHINAH store forventninger til albummet, som på smukkeste vis bliver indfriet i dag. Pladen er varieret, eksperimenterende og fyldt med vilde lydeffekter såsom fuglekvidder og menneskeskrig. Albummet er skabt gennem en fælles Dropbox, som CHINAHS tre medlemmer deler og indsender små lydbidder til hinanden i. Senere i processen er fragmenterne af lyd blevet sat sammen, og nu står de med et fuldendt og absolut forførende album mellem hænderne. Du kan læse vores anmeldelse af albummet her. Og så kan du få fornøjelsen af at høre Feels Like Forever lige her:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Undertekst – Det Her Det Undertekst

Undertekst er et dansksproget pop/rockband, som skaber energifyldte sange med malende lyrik. De har været med i KarriereKanonen, turneret med Go Go Berlin, spillet på Smukfest, og nu er de klar med deres første album! Der har altså været alt mulig grund til at glæde sig til denne udgivelse, som er ambitiøs, charmerende og upoleret. Albummet påbegyndes med det selvbetitlede nummer “Undertekst”, som åbner ballet op med masser af spræl. Nummeret bliver en direkte introduktion til bandet og pladen, når der i højt tempo synges om hvem Undertekst egentlig er, og hvem bandet består af. Pladens resterende numre varierer i både tempo og intensitet, og en sang som “Psykopat” skiller sig ud med sit rå og rockede lydbillede, der står som elegant baggrund til den inderlige vokal der fylder helt fremme i højtaleren. Du kan gøre dig bekendt med Underteksts spritnye album, lige dér hvor du streamer din musik.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Lana Del Rey – Chemtrails Over The Country Club

Med sin luftige, sensuelle vokal og med sine smukke og ofte hjerteskærende sangtekster, har Lana Del Rey for længst cementeret sig som en af dette århundredes vigtigste artister. I dag udkommer hun med sit 7. studiealbum (hvis vi tæller rigtigt her på redaktionen), som har titlen Chemtrails Over The Country Club. Den lange albumtitel er symptomatisk for den ikoniske Lana Del Rey-stil og ligeledes er sangene derpå. Musikken er velskrevet, intens, hjertelig, og smertende ærlig. Endnu en gang formår Lana Del Rey at skabe en samling sange, som med ofte knudrede og svært aflæselige sangtekster, taler direkte ind i de svære og tabuiserede følelser, man som menneske bærer rundt på. Vi vil varmt anbefale dig, at lytte til nummeret “Not All Who Wanders Are Lost”, som indeholder den måske smukkeste vokalpræstation, vi nogensinde har hørt fra Lana Del Rey, Du kan selvfølgelig også sætte hele pladen på maskinen, og nyde den fra start til slut:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Middle Kids – Today We’re The Greatest

Den Sidney-baserede indiepop/rock-trio, Middle Kids har i dag udgivet deres andet, fuldlængde studiealbum, Today We’re The Greatest. Albummet er indspillet og produceret i Los Angeles af Lars Stalford, som også har arbejdet sammen med navne som St. Vincent, Soccer Mommy, Cold War Kids og mange flere. Today We’re The Greatest er det mest personlige udspil, vi har fået fra trioen, idet frontperson og sangskriver, Hannah Joy trækker sine personlige oplevelser med ind i teksterne. Om albummet fortæller hun:

Jeg vil lave musik, der elsker dens lytter. Musik der får folk til at føle sig set. Jeg ønsker, at folk hører vores musik og føler kærligheden. Og når jeg siger kærlighed, kan det selvfølgelig være smukt, men det kan også være udfordrende, intens og hårdt. Ofte er verden dualistisk. Kan vi rumme det ødelagte? Kan vi rumme skønheden? Det er den dobbelthed, og det at forsøge at finde balancen, der har været definerende for dette album.

Du kan i øvrigt læse vores rosende anmeldelse af Today We’re The Greatest her. Og lyt til singlen her:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Neon Priest – Bleached and Above

Neon Priest er et af Danmarks mest visionære alternative pop-navne. I dag udkommer de med EP’en Bleached and Above, som rummer fire alsidige numre. Deres lyd er elektronisk, nyskabende, støjende, ikonisk og ofte autotunet. Med andre ord, er der ingen som Neon Priest. Derfor har vi også glædet os ekstra meget til dagens udgivelse, der rammer fuldstændigt plet og skyder weekenden i gang med storslået energi. Pladens andet track “Send Me Ammo” har en særlig evne til at ophøje enhver stemning til en stærk fredags/friheds-vibe. Gruppen kommer desuden med gode nyheder om, at de spiller koncert i Vega i det kommende efterår. Hvis du endnu ikke har oplevet Neon Priest live, så kan du godt glæde dig til at blive blæst bagover af deres vanvittige optræden – det bliver vildt! I mellemtiden kan du høre deres EP lige her:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Gå heller ikke glip af:
Anders Knudsen – Bloomsbury Tales
Blanketman – National Trust
Chad VanGaalen – World’s Most Stressed Out Gardener
Chris Frank Jr. – Testimony
De Må Være Belgiere – EP2
fucales – Deep Under
HIGHBOY – Like the Day
Morgan Wade – Reckless
Remington super 60 – Nouvelle Noveau
Ruben – Animosity
Tilflugt – Om Et Mistet Anker
Varnrable x ISMA – Please Throw a Stone Through My Window
Vola Tila – Soon

Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com