12 mar Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 10
Foto: KAMARA // Ida Fiskaa (pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til dansevenlig pop der passer til fredagsbaren, eller elektronisk musik du kan dagdrømme til, så er der forhåbentligt noget at hente i vores anbefalinger.
Astrid Cordes – Beatiful Mess
Den tidligere forsanger gruppe Shy Shy Shy har siden sommeren 2020 arbejdet sit eget navn Astrid Cordes. Nu er hun ude med sin debut-EP, der binder en flot sløjfe på første del af hendes solokarriere. EP’en er en ærlig fortælling, der nærmest kan opfattes som et portræt af Astrid Cordes, og den er fyldt med musikalske detaljer, der hele tiden holder lytteren beskæftiget og opmærksom. Desuden er sangerindens evne til at tilpassse sin vokal til sangens stemning yderst imponerede, og giver indtrykket af en helstøbt og kontrastfyldt udgivelse. For eksempel på numrene “Portrait” og “Wandering Heart” der kommer lige efter hinanden, får man Astrid Cordes’ alsidighed at opleve. Alt i alt fremstår Beautiful Mess som en helstøbt udgivelse, der både byder på et nedbarberet skrøbeligt udtryk, men samtidig et storladent, episk kunstværk.
Hør EP’en på Spotify
Hør EP’en på Apple Music
KAMARA – The Long Way Home EP
Norske KAMARA har vi længe haft i kikkerten, og siden hendes debutsingle “20 Something” har vi været overbevist om, at hun var noget helt specielt. Derfor var hun også at finde på vores liste over de bedste opdagelser fra sidste år. I dag er hun endelig ude med debut EP’en The Long Way Home EP, og selvom den kun byder på to numre, der endnu ikke er offentliggjort, er det en forlæsning endelig at opleve KAMARA p en længere udgivelse. EP’en starter ud med popbaskeren “Sideways”, som du snildt kan bruge til at kickstarte din fredagsstemning. Undervejs i EP’en cementerer hun sin attitude med nummeret “Hi, OK :)” og hun slutter af på storslået manér med den eftertænksomme “Young Dumb Foolish Girl”. Der er al mulig grund til at lytte til KAMARAs debut-EP, og det kan du gøre lige her:
Hør EP’en på Spotify
Hør EP’en på Apple Music
Lydmor – CAPACITY
Endelig er Lydmors album CAPACITY ude! Jenny Rossander, som er Lydmors borgerlige navn, har haft et travlt år med sit multikunstneriske og aktivistiske virke. Hun har bestemt ikke givet sig hen til lockdown-dovenskab, som så mange af os andre. Tværtimod! I det forgangne år har Lydmor lavet en række innovative live-streams, været på sin famøse Trust-Tour, hvor hun tog rundt i landet og spillede i folks hjem, og så har hun da også stået i spidsen for, at gøre op med sexisme i musikbranchen, hvilket udmundede i en stærk offentlig diskussion på live-TV med Ekstrabladets Poul Madsen. Særligt dét er vi taknemmelige for. Og selvfølgelig også for, at hun har haft overskud til at udgive et eminent album her i begyndelsen af 2021. CAPACITY er en syret elektronisk fortælling, der svæver mellem fiktion og virkelighed, mellem kaos og orden. Albummet er fyldt med enigmatiske gåder, utilregnelige lyduniverser, og intens nerve. At lytte til albummet er en slagsrejse ind i selvet, som ingen bør snyde sig selv for.
Hør albummet på Spotify
Hør albummet på Apple Music
Minutian – Magical Thinking
Magical Thinking har været hele fem år undervejs, og nu får vi endelig det færdige album fra finske Minutian. Magical Thinking er bandets tredje studiealbum, og lyden herpå er mere moden og detalje-orienteret end deres tidligere udgivelser. Lyden er rå og mørk, og så oser den af tung rock. Albummet byder på en bred vifte af varierede skæringer, hvori både tempo, styrke, og følsomhed på skift intensiveres. Pladen indeholder kun otte sange. Men bare rolig, flere af numrene varer op til mere end syv fulde minutter, og byder på gennemarbejdet lækker instrumentalisme. Albummets tematik centrerer sig om angst, og sangene tager lytteren ved hånden, når flertydige angstfølelser udfoldes, i både voldsomme, smertefulde, og sensitive udtryk. Minutian har skabt et ørehængende album, der gør sig perfekt for folk der elsker metalliske guitarlyde og progressiv rock.
Hør albummet på Spotify
Hør albummet på Apple Music
When Saints Go Machine – Emotional
Den danske elektroniske power-gruppe When Saints Go Machine, har netop sluppet albummet Emotional. Lyden på albummet er mere poppet og tilgængeligt, end nogle af deres tudligere udgivelser, som har tendens til at være lukkede og kryptiske. Forsanger Nikolaj Vonsilds særlige vokal kan også opleves i nye facetter, der virker mere nærværende og følsom. På nummeret “Never Seen Before” klinger Vonsilds stemme dybt, og i perioder uden de mange effekter, som den normalvis køres igennem. Dette resulterer i en samling af forskelligartede sange, der er nyskabende, eksperimentende, og virker som et friskt pust i lytteoplevelsen. Albummet er desuden skrevet ud fra en lidt speciel vinkel, idet de fleste af sangene er skabt til tv-serien “Lover”, som kan ses på DR3. Det fremgår tydeligt, at When Saints Go Machine har haft en anderledes rammesætning for frembringelsen af albummet, og det åbner op for en ny og spændende side af deres allerede lovpriste signaturlyd.
Hør albummet på Spotify
Hør albummet på Apple Music
Gå heller ikke glip af:
Joshua Bassett – Joshua Bassett
Kryger – Nytt Notat
Mary K – Watch The World And See Me Fly