26 mar Ugens Uimodståelige // uge 12
Foto: Mina Okabe // Karen Rosetzsky (pressebillede)
UGENS UIMODSTÅELIGE er listen, der sætter gang i din weekend og giver dig det ugentlige overblik over de største hits og de mest iørefaldende sange – fra de helt store stjerner til spirende kunstnere. Vi har tilføjet 25 nye sange. Læs om vores tre favoritter og dyk ned i resten af ugens godter herunder.
SASO feat. ALSACE – “You Don’t Look Like Him”
SASO er en ny artist, som skaber skarp og dansabel popmusik. Hun er for tiden ved at færdiggøre sin kommende EP, der får titlen Men I Like. Historien bag EP’en udspringer af det faktum, at der er en voldsom ulighed i forhold til hvor mange mandlige og kvindelige artister, der bliver spillet i dansk radio og bliver promoveret på de store playlister. SASO går på sin EP en række mandlige artister, som hun beundrer, i møde og samarbejder med disse for at skabe forståelse, fællesskab, og ikke mindst god musik. Ud af dette håndsudrækkende musikalske projekt kommer nu singlen “You Don’t Look Like Him”. Sangen er skabt i samarbejde med duoen ALSACE, som vi før har haft som Ugens Upcoming, hvis musikalske univers smelter dejligt sammen med SASOs. Resultatet er et smooth, tempofyldt, groovy og charmerende popnummer – perfekt til fredagslisten!
Carl Knast – “Hold Din Kæft”
Den danske rapper Carl Knast er aktuel med singlen “Hold Din Kæft”, som er en direkte opsang til de kulturelle sexistiske strukturer, som opretholder uligheden i Danmark. Med hårdtslående rap, tunge beats og en lyrik hvis budskab ikke er til at misforstå, markerer Carl Knast tydeligt sin holdning til sexisme (og den generelle retorik herom). Hans nye single “Hold Din Kæft” er fuld af stærke one-liners, der både illustrerer ubehagelige sandheder om kvinders oplevelser, og opsangs-materiale til alle der ønsker at deltage i debatten – og oprøret. Ud fra talemåden “hvis du ikke har noget pænt at sige, skulle du hellere tie stille”, kommer omkvædet i sangen, der uden at lægge fingre imellem, beder sexister om at “holde sin kæft”. Der er med andre ord fuld fart på Carl Knasts nye single, som er et modigt udspil fra den upcoming artist. Herfra siger vi tak for modet, og for det sprøde track – der er masser af plads til flere mandlige feminister i den offentlige debat.
Mina Okabe – “Walk Away”
Mina Okabe er en af vores favoritter her på redaktionen for tiden, og derfor er hun også at finde på vores liste over 21 danske artister, du bør holde øje med i 2021. Vi har været nysgerrige på at høre mere fra hende, siden hun i 2020 udgav sin fantastiske debutsingle “I’m Done”. Og her i 2021 har vi været så heldige, at blive beriget først med singlen “Like Other People” og nu også med den spritnye “Walk Away”. Sidstnævnte nummer er et blødt og tilbagelænet popnummer, der gør brug af organiske instrumenter og subtile elektroniske elementer. Mina Okabes vokal får masser af plads til udfoldelse i nummeret, hvor hun lyder ubesværet cool og i absolut kontrol. Det er med andre ord et gennemtænkt og velskabt track, vi får fra Mina Okabe. “Walk Away” passer perfekt til den gåtur i solen, du sikkert skal bevæge dig ud på i løbet af dagen, hvortil sangens evne til at løfte ethvert humør er helt uimodståeligt. Du finder den og de øvrige omtalte sange på playlisten i bunden af artiklen.
Ellers tilføjet:
Alexander Grandjean feat. Maenad – ”On My Mind”
andreas odbjerg – ”i morgen er der også en dag”
Angående Mig – ”BLOMSTER I LAKKEN”
Easy Life – “a message to myself”
Elkka – “Burnt Orange”
Elliphant – “Notorious”
FØL SOM – ”Følsom”
GANGS OF KIN –”Broke”
HunBjørn – ”Avicii”
JOSVA – ”Langt Væk”
Jungle – ”Keep Moving”
Elo Kay feat. Jasmin – ”Ghost”
Karl Meyer – “Take My Time”
Linn Kock-Emmery “Hard to Love”
Nille Nyc – “Someone Else”
Roseelu – “Playing Alone”
Soleima – “If The House Is Gonna Burn”
SULKA – “KALDER DEN”
URO – “Værd At Vente På”
White Ascot feat. Vuyo – “All over Me”
Wraae – ”Lander ved siden af”
Zupermaria – ”Fakket Opp”