24 mar PREMIERE: Yori kompenserer for alle de koncerter de ikke fik spillet med ny musikvideo
Foto: Miranda Esdahl Glaser (pressebillede)
I november udgav Yori deres debut-EP og siden da har de hungret efter at komme ud og præsentere materialet live. Desværre har det endnu ikke været en mulighed. Heldigvis kan vi i dag løfte lidt af sløret for, hvordan det er at opleve den danske gruppe på scenen, da vi har premiere på musikvideoen til deres single “To Belong”.
Den danske indiepop-gruppe Yori tager lytteren ind i et følelsesunivers hvor rolige guitarer styrer slagets gang. Lydbilledet er sammen med guitarerne, malet af bløde synthesizere og en stilsikker vokal, der trygt tager lytteren i hånden, og inddrager denne i den hyggelige verden af følelser.
I slutningen af sidste år udgav de debut-EP’en Thoughtfool der var en flot afslutning på starten af de unge danskeres musikalske rejse. Desværre blev EP’ens efterspil ikke det som Yori havde håbet på. En vis pandemi kom i vejen for de koncerter, og selvom det blev til fem koncerter rundt omkring i landet, blev det ikke præsentation af udgivelsen, bandet havde håbet på. Til gengæld gav det Yori lyst til at prøve at give deres lyttere live-oplevelsen på en anden måde, og derfor har de nu lavet en musikvideo til debutsinglen “To Belong”, der er designet til at give lytteren netop det. Om videoen udtaler de selv:
– Videoen har vi tænkt som en form for kompensation, for de koncerter vi ikke fik lov at spille sidste år. Ovenpå vores debutudgivelse har vi ikke haft andet end vilje og motivation til at spille koncerter, men desværre blev der ikke så mange muligheder for det sidste år – og slet ikke hvis man ikke havde et navn i forvejen. Så videoen her optog vi i oktober, for at give lytterne et indtryk af, hvem vi er som band, når vi står og spiller.
Videoen er optaget i smukke danske omgivelser, og giver en vibe af et 90’er-boyband, men holder sig opdateret på nutidige musikalske tendenser som “To Belong” repræsenterer.
Selvom videoen er et stor plaster på såret, er der masser af spilleiver hos drengene, og de tripper stadig efter at komme ud og prøve deres materiale af foran et publikum. Vi glæder os til at se med!
Se musikvideoen til “To Belong” her: