17 mar Middle Kids varierer deres lydbillede forud for albumudgivelse
Foto: Imogen Wilson (pressebillede)
Middle Kids har i dag delt titelnummeret fra deres kommende album. Med til singlen hører en video filmet i storslåede naturomgivelser.
Hvis du er til repetition, så er den seneste single fra Middle Kids lige noget for dig. Det dramatiske titelnummer “Today We’re The Greatest” er en storslået ballade, hvor det meste af sangen er bygget op omkring hooket og titlen. Forsanger Hanna Joy fortæller om nummeret:
– Det er en simpel sang om, at mennesker er små og livet flygtigt, men at vi stadig er EPISKE og STORE. Den handler om at finde skønhed og storhed i hverdagen. Deri ligger liv og mening. Livet er både hektisk og trivielt, og vi er nødt til at acceptere begge dele.
Nu er den lange ventetid snart ovre for fans af Middle Kids, der har ventet på deres andet album. På fredag den 19. marts udkommer albummet, og vi har en anmeldelse på vej, du kan glæde dig til at læse.
Indtil fredag kan du se videoen til “Today We’re The Greatest” her, og lytte på Spotify og Apple Music.