29 mar INTERVIEW: Asbjørn Hvelplund fra Verdens Sidste Idé er træt af at kigge ind ad. Derfor er den nye EP en beskrivelse af verden – og verden er uhyggelig
Foto: Morten Rygaard (pressebillede)
Verdens Sidste Idé har netop udgivet EP’en ’Jordiske Chancer’, der udspringer af den afmagt der kommer, når man er tom for ord. Derfor hev jeg fat i frontmanden fra Verdens Sidste Idé, Asbjørn Hvelplund, til en snak om verdenssituationen, corona og ’Jordiske Chancer’.
»Det er lidt som om, at jeg er blevet helt vildt træt af følelser og det nære. Musikinterviews skal altid handle om følelser og sådan noget. Det var som om, jeg nærmest udviklede allergi mod det vi egentlig gik og lavede, så det blev ambitionen at prøve at skrive noget, der var inspireret af verden«
Det var den tilgang, der endte ud i at blive Verdens Sidste Idés nye EP, Jordiske Chancer. At lade være med at se for meget indad og prøve at lade sig inspirere af verden. Men for et band der lever af netop det nære og det følsomme, var det et sats pludselig at vende snuden udad, og lukke resten af verden ind i deres musikalske univers.
Hvordan sætter man lige ord på det?
Jeg ’mødes’ med forsanger og sangskriver i Verdens Sidste Idé, Asbjørn Hvelplund, på zoom en torsdag formiddag. Efter de uundgåelige ”kan du høre mig” og ”kan du se mig” – og efter at have lagt mine ubehagelige associationer fra zoom-universitetseksaminer væk – begynder vi en afbalanceret samtale om bandets nye EP, om at være orkester midt i en pandemi og om verdenssituationen.
Verdens Sidste Idé er den slags band, vis musik er både folkelig, humoristisk og dybt rørende. Den 26. marts udkom deres EP Jordiske Chancer og Asbjørn fortæller mig, at inspirationen til nogle af numrene stammer fra en liste af ord, han gik og arbejdede på, mens han forskrækket så på, at verden omkring ham, gik i uventede retninger.
– Altså, det var nærmest sådan, at jeg pløjede sproget igennem for at finde ord, der havde nogle nuancer. Det startede med Rasmus Paludan, fordi det gjorde mig mere forskrækket end normalt. Og selvom vi har meget større problemer end Rasmus Paludan, så blev jeg af en eller anden grund forskrækket der. Hvordan skulle man sætte ord på det der foregik der? Der skete så mange vilde ting i verden med Paludan, Trump og klimadebatten, og så begyndte jeg at lave en liste med ord, for ligesom at prøve at finde noget at beskrive alt det der skete i verden med.
– Min typiske metode er at gå og lægge mærke til, hvad folk de siger, og så skrive det ned. Men lige med den her liste, så tror jeg nærmest det var at gå igennem ordbøger. På listen er der ord som ”hofteskred”. Det giver jo ikke nogen mening i forhold til Paludan. Men det er et uhyggeligt ord. Der er nogen ved det ord, der er uhyggeligt .»Hofteskred« gentager Asbjørn, mens han smager på ordet. »Pandebrask« fortsætter han. »Det var ord, jeg simpelthen bare synes havde en uhyggelig klang.«
Ordlisten kommer helt konkret til udtryk i sangen ”Cocio og Kodimagnyl”, der handler om, at når det hele brænder på, så er det nogle gange de små ting, der er de vigtigste. Selvom ordlisten ikke som sådan var designet til at indgå i en sang, blev den alligevel til en form for redningskrans, der blev kastet ud, når der var brug for den.
– Vi var i studiet, vi havde indspillet en lydside, og jeg havde egentlig en melodi. Jeg bøvlede med at få teksten helt på plads. Og så, i studiet, fandt jeg listen frem, opgav alle ambitioner om melodi, og begyndte bare at sakse de mest spændende ord fra den der liste ud. Simpelthen bare indsynge det. Fuldstændig tilfældig sammensat ud fra de mest kraftfulde ord på listen. Og så fyrede jeg bare ord af. Dobbeltild, steppebrand, åndenød, alle mulige ord, der har en uhyggelig kraft.
Da jeg så spørger Asbjørn, om ”Cocio og Kodimagnyl” så er en uhyggelig sang, griner han lidt og trækker på skuldrene.
– Nej. Nej det er det ikke. Jeg er jo heller ikke pessimist, det er ingen af os. Den har et positivt budskab. Så der er også et omkvæd, hvor vi prøver at sige noget om, at når tingene er uhyggelige, så har vi ligesom lært, at man bare skal fokusere på det rigtige. Omkvædet handler om kærlighed. Siger han og griner. Det er en række vers med uhyggelige ord – og et omkvæd om kærlighed.
Og det gør hele EP’en faktisk. Altså handler om kærlighed. Da Verdens Sidste Idé besluttede sig for, at de ville bruge EP’en til at sige noget om verden, gik det nemlig hurtigt op for Asbjørn, at det ikke er så nemt endda. Derfor endte han med at bruge små, konkrete ting som symboler for, hvad der foregik omkring ham. Og her var kærligheden fuldstændig oplagt at tage fat i. Både den kærlighed der lykkes, men i høj grad også den der ikke gør.
– Jeg kunne ikke finde ud af at skrive særlig direkte om verden. Derfor var jeg nødt til at skrive metaforisk om den. Jeg er nok bare bedst til at skrive om de små ting. Der var en person, der kom til vores koncerter, som jeg ikke kender. Men han var i et forhold, der var ved at gå i stykker. Ham kom jeg til at tale med af flere omgange, og han blev inspiration til en måde at gå til Verdens Sidste Idé på. På den måde kunne jeg både sige noget om det nære, altså om hvor vigtigt det er at kunne tale sammen, men jeg kunne samtidig sige noget om verden. For det er jo på mange måder, det samme det handler om.
’Online’ er bare ikke lige så hyggeligt
På den måde kan man sige det var heldigt, at Verdens Sidste Idé havde mulighed for at mødes og tale sammen, da de skulle lave Jordiske Chancer. For ret hurtigt efter at EP’en var indspillet, satte coronaen en stopper for det nærvær, der er altafgørende i bandets sange. Da jeg snakker med Asbjørn, er vi i starten af marts, midt i den anden nedlukning af Danmark. Og selvom det er længe siden, at de seks bandmedlemmer sidst har spillet sammen, fortæller Asbjørn mig, at de har planer om at gå i studiet lige om lidt. For selvom kun at have mulighed for at mødes online er en stor klods om benet, så åbner det alligevel døren for at tage et par chancer.
– Vi har ikke set hinanden her de seneste par måneder. Men nu vil vi gerne til at mødes i et øvelokale igen. Det er det vi er vant til. Vi har prøvet at lave musik sammen online. Det kan man jo sådan set også godt – det er bare ikke lige så hyggeligt.
Asbjørn lægger tryk på »hyggeligt«, og jeg forstår, at det er et nøgleord for ham. »Mødes i så bare på zoom, ligesom vi gør lige nu?«, spørger jeg.
– Ja, simpelthen. Så har jeg en idé med, den lægger jeg ud til de andre, så har vi en der kan programmere trommer, og så laver vi ellers bare en demo. Scott [Westh] sidder hjemme hos sig selv og spiller lidt trompet, og Mathias [Gregersen] sidder derhjemme og spiller lidt bas. Så kan man faktisk godt lave et album på den måde. Vi står overfor at skal indspille i april, og nogle af de ting vi lavede online, skal med i studiet. Jeg har også tænkt på, at måske normalt når jeg kommer med en idé til en sang, så skal jeg kunne forsvare den ansigt til ansigt. Når man laver sange online, så er jeg ikke på samme måde i fare for at tabe ansigt. På den måde er det nogen lidt vildere idéer, der har fået lov til at passere. Så det har fået et lidt andet udtryk, det vi har lavet i den her tid, fordi jeg ligesom har kunne lave det hjemme i mit eget lille musiklokale, og ikke på samme måde skulle forsvare det overfor de andre.
Foto: Ditte Chemnitz (pressebillede)
Bekymringen er der, men den betyder ikke så meget
Asbjørn trækker på skuldrene og læner sig tilbage i stolen. »Nu må vi se hvad det bliver til. Vi skal i studiet her til april, og så må vi se hvor meget af det der skæve, vi fastholder.«
Da han siger det, får jeg indtrykket af, at Asbjørn faktisk er både spændt, men også en anelse bekymret for, hvordan folk vil tage imod dem, når de udkommer med deres nye materiale. Men da jeg spørger ham direkte, slår han det hen. Det er ikke bekymringen der fylder. Det er kærligheden til musikken og bandet, og troen på at Verdens Sidste Idé stadig er i en fase, hvor det er okay at eksperimentere lidt med udtryksformerne.
– Jeg bekymrer mig vældig meget om alt muligt. Men på samme tid vil jeg også sige, at det bekymrer mig overhovedet ikke. Vi er stadig i starten af Verdens Sidste Idé, så hvordan folk tager imod den. Tja. Jeg håber at nogen interesserer sig for den, men jeg kigger også frem og tror på, at vi har mange udgivelser i os. Jeg bekymrer mig vældig meget om folk hører det vi udgiver, dagligt. Vi vil jo gerne være et orkester alle kender, og alle kan lide, i alle aldersgrupper. Såååå hvad skal jeg sige. Jeg bekymrer mig uendeligt meget. Men, hvis de ikke kan lide det her, så kan det være, de kan lide det næste.
Der er en smittende ro over Asbjørn, og selvom han siger at han er bekymret for, hvordan folk tager imod det nye materiale, så tror jeg i virkeligheden samtidig, at han er rimelig selvsikker på, at det nok skal gå. Hvis han synes det er fedt – så synes publikum det nok også.
De fire sange der udgør Jordiske Chancer giver både et smil på læben og en klump i halsen. Og så skinner Asbjørns tilgang til både musikken og verdenssituationen igennem. Læn dig tilbage og giv den et lyt, det tror jeg ikke du vil fortryde.
Lyt til Jordiske Chancer på din foretrukne streamingtjeneste:
