Fra slackerrock til progressiv pop: 5 canadiske navne du skal kende til

Foto: Mac Demarco // Kiera McNally (pressebillede)

Kom med på en musikalsk jordomrejse, når vi i denne artikelserie guider til artister fra nær og fjern. Denne gang går turen til Canada, der er hjemland for en perlerække af store popstjerner . Det er dog ikke de eneste interessante indspark fra Canada. Canada rummer også slackerkongen, surfrock-inspireret indie og en progressiv popstjerne.

Mange store verdensstjerner kommer fra Canada, i flæng kan man nævne: Justin Bieber, Celine Dion, Leonard Cohen, Drake, Nickelback, Joni Mitchell, Shawn Mendes og Niel Young. I denne guide vil vi komme ind på et lidt andet segment fra den canadiske musikscene.

Mac DeMarco

Først på listen troner slackerkongen over dem alle, Mac DeMarco. Han er flittlig til at besøge Danmark på sine turnéer, jeg har oplevet ham både på Roskilde Festival og i Den Grå Hal. DeMarco har udgivet 4 studiealbums i eget navn foruden to populære mini-LP’er. Hans lyd er kendetegnet ved vibratoeffekter på guitar, en afslappet atmosfære samt gør-det-selv lyd. Han definerer selv sin musikstil som “Jizz Jazz”, som også er navnet på hans hjemmestudie. DeMarco har en fanskare der blev kendetegnet ved at iklæde sig samme afslappede tøjstil som han selv fremstår offentligt med, derudover er der stor interesse blandt fans for at genskabe hans signaturguitar kaldet “Carboard Queen” der egentlig er en gammelskrammelguitar, men det har, ligesom hans musik og personlighed, sin charme. DeMarco benyttede i starten af sin karriere en båndoptager til at optage sin musik, hvilket tilføjede mere til den æstetik hans fans så ham i. DeMarco udgiver også demoversioner af sine sange til stor glæde hos hans fans. Den bedste indgangsvinkel til Mac DeMarco er efter min mening hans meget populære nummer “Salad Days”, hvor man virkelig får en fornemmelse af hans signaturlyd.

Alice Merton

Den næste på listen er Alice Merton, der er født i Tyskland, men opvokset i Canada og England. Uanset hvilket land hun er tættest tilknyttet, fortjener hun en plads på listen her for hendes progressive popmusik. Netop hendes opvækst er i fokus på hendes debut “No Roots” hvor man også kan høre inspiration fra forskellige musikalske kulturer. Hun udgav debutalbummet MINT i 2019, og var coach på The Voice i Tyskland hvor hendes artist Claudia Emmanuela Santoso vandt – Det var første gang en kvindelig coach vandt den tyske version. Jeg er helt vild med basgangen, der fra første øjeblik, stjæler opmærksomheden på nummeret “No Roots”. Tag og giv det et lyt:

Men I Trust

Den canadiske indie-pop-trio Men I Trust er bestemt også værd at tjekke ud. Deres diskografi er overvejende med en afslappet vibe, men rummer også funky elementer på nummeret “Lauren” og mere synthesizerbårede numre som deres seneste, “Tides”. Det er ikke umiddelbart simpelt at proppe Men I Trust i en specifik genrekasse, de er både blevet kaldet indiepop, dream pop og electropop, men en ting står klart. Deres musik spreder en afslappende stemning, der altid giver mig plads til at ånde ud og slappe af. Det første nummer jeg hørte fra dem, synes jeg også, du skal udsættes for. Hør det dejlige nummer “Show Me How”.

Arcade Fire

Der er også plads til store kanoner på denne liste. Det canadiske musikalske kollektiv Arcade Fire er svære at komme udenom, men hvis de skulle have sneget sig uden om din opmærksomhed må det ophøre øjeblikkeligt. Der er mange multi-instrumentalister i gruppen, og der bliver spillet på et væld af instrumenter foruden de typiske rock og pop-instrumenter. Jeg var så heldig at opleve Arcade Fire på Haven Festival i 2018, hvilket var en stor oplevelse. Deres optræden indeholdt blandt andet en kæmpemæssig diskokugle, der tronede i toppen af sceneopsætningen. Mit personlige yndlingsnummer er den “Dancing Queen”-inspirerede indiebasker “Everything Now”. Lyt her:

Peach Pit

Den sidste canadiske gruppe på listen er Peach Pit. Deres tilgang til sangskrivning er, at det skal føles som om en af dine venner fortæller dig en historie. Bandet består af en gruppe venner, der mødte hinanden i gymnasiet og fik deres gennembrud med den selvbetitlede debutudgivelse “Peach Pit”, der kom forud for deres debut-EP Sweet FA, der udkom i 2017. De beskriver deres lyd som “chewed bubblegum pop”, men lyttere og kritikere har kaldt det “sad pop” og “surf rock”. Deres fans sætter særlig pris på energien omkring deres liveshows, og de har været så flinke at komme forbi Danmark i 2018. Vi må håbe heldet er med os igen, når det bliver muligt at opleve livemusik. Jeg synes du skulle gøre dig selv den tjeneste at høre det surfrock-inspirerede, energiske nummer “Seventeen”:

Tjek også disse seje canadiske artister ud:
THe LYONZ
HOMESHAKE

Jakob Bjerrum Thisted
jakobthisted@bandsoftomorrow.com