28 mar Lana Del Rey – Chemtrails over The Country Club
Foto: Universal Music (Pressebillede)
Label: Interscope Polydor
Udgivelsesdato: Fredag den 19. marts
Selvom Chemtrails Over the Country Club ikke lever helt op til forgængerens storhed, er Lana Del Reys nye album et kærkomment positivt taleemne for singer/songwriterens fanbase.
[rwp_box id=”0″]
På det storslåede Norman Fucking Rockwell cementerede Lana Del Rey sig som en af denne generations største sangskrivere, og forventningerne til efterfølgeren, Chemtrails Over the Country Club, var derfor også tårnhøje. Efter et 2020 præget af kontroverser og en lidt tam udgivelse af hendes poesibog og tilhørende spoken word-album, må det være rart for den amerikanske sangerindes trofaste fans, endelig at have noget positivt at snakke om.
Og de positive termer er da ikke svære at komme på, når man lytter til den nye plade, der langt fra virker som et forsøg på at imitere succesen fra NFR. Teksterne er mere indadskuende, og instrumenteringen er nedtonet men farverig. Der er langt mellem trommerne, hvilket giver mere plads i lydbilledet til Del Reys stemme, der generelt er lige så fortryllende, nostalgisk og melankolsk som altid.
Albummets bedste sang er til gengæld den, hvor hendes vokal bliver presset ud i uvante skrøbelige yderligheder: Åbningsnummeret ”White Dress” er et mesterligt værk, hvor den normalt så tilbagelænede og stilede sangerinde leverer det, der nok bedst kan karakteriseres som en forpint og næsten hviskende, men umådeligt smuk falset. Et stilistisk valg, der sammen med teksten, som omhandler Del Reys liv før berømmelsen, bidrager til en overvældende følelse af bittersød nostalgi. Længslen efter fortiden har altid været et bærende element i hendes musik, men sjældent har grænsen mellem dyrkelsen af midt-1900-tallets Amerika og hendes eget liv været så udvisket som her, og endnu sjældnere har det vanlige lag af glamour og coolness fremstået så hullet. Del Rey har før fremstået sårbar i sine tekster, men på ”White Dress” bliver hendes skrøbelighed tydeliggjort på en helt anden måde, som virkelig klæder det musikalske produkt.
Når albummet på den måde starter ud med et af de bedste numre, Del Rey nogensinde har udgivet, og følger dette op med den ligeledes magiske titelsang, ”Chemtrails Over the Country Club”, får man som lytter hurtigt skruet sine forventninger til resten af albummet meget langt op. Desværre er der ikke rigtig nogen af de resterende ni numre, der lever helt op til den åbnende duo af klaverballader, og tracklisten føles derfor ikke særligt godt afbalanceret. Dermed ikke sagt, at resten af albummet er dårligt: Tværtimod er det hele vejen igennem både ganske fortræffeligt produceret og performet, mens den røde tråd med de personligt tilbageskuende tekster og den underspillede instrumentering binder det hele sammen. Kvaliteten af sangskrivningen når bare aldrig op på det samme høje niveau, som på de to første sange – eller mange af NFR’s bedste momenter. Numre som førstesinglen ”Let Me Love You Like a Woman” lyder for eksempel mest af alt som noget, vi har hørt før, mens man næsten ikke kan undgå at krumme tæer over linjer som disse:
//I love you lots, like polka dots//
Ovenstående tekstudsnit er dog et af ganske få eksempler på decideret dårlig sangskrivning på Chemtrails Over the Country Club, og overordnet er der altså tale om endnu et vellykket udspil fra Del Rey og producer Jack Antonoff.
