Ugens Upcoming: JNS

Foto: Helge Brekke (pressebillede)

Nostalgisk norsk hiphop med groove og attitude. Sådan lyder rap-stjerneskuddet JNS’ musik, som han selv skriver og producerer. JNS udkom i sommeren 2020 med albummet ‘Pandemisommer’, og udgav i begyndelsen af 2021 efterfølgeren Pandemivinter. Begge album har omdrejningspunkt i genkendelige oplevelser og følelser omkring pandemien, og så er de spækket med talentfulde gæsterappere!

JNS er allerede en kendt artist på den norske hiphop og R&B-scene. Han er en anerkendt producer og sangskriver, og inden for de sidste fem års tid, er han også stormet frem som artist i eget navn. Han laver 90’er-inspireret hiphop med masser af attitude og lækre melodier. Hvis man skal sammenligne JNS’ musikalske virke med en aktør inden for dansk hiphop, vil det være helt oplagt at hive fat i Malk De Koijn, som er mestre i funky samples og lufttæt rap. Vi har været så heldige, at få lov til at stille den norske artist en række spørgsmål, så du derude kan lære ham bedre at kende. Læs med her:

1. Hvem er JNS?

Thomas Jones. Artist, sangskriver, producent, Ralph Lauren-entusiast, og 80’er- og 90’er nostalgiker fra Hamar i Norge.

2. Hvordan vil du beskrive din lyd?

Min sound er melodisk, til tider nostalgisk men samtidig fremadtænkende. Jeg forsøger at lave musik som er let at sætte på og vanskeligt at skrue ned for.

3. Hvordan startede du?

Jeg begyndte at rappe da jeg var 16-17 år gammel. Ingen ville give mig beats fordi jeg var så dårlig. Så downloadede jeg en cracked version af Fruity Loops [musik produktion- og redigeringsprogram], og begyndte at lave mine egne beats.

4. Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Det starter som regel med en melodi, et sample eller nogle akkorder, og så bygger jeg sangen derfra. Teksterne kan enten komme fra livssituationer, eller bare fra hvad jeg føler, musikken siger til mig.

5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Michael Jackson, Teddy Riley, Just Blaze, Brian McKnight, Stevie Wonder, Drake, og Dipset.

6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Pandemisommer’ (prøvetrykket, vinylen udkommer snart), Westside Gunns ‘Supreme Blientele’, og ‘Tøyen Holding 2‘.

7. Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Jeg producerer et helt album for en kendt norsk rapper. Derudover har jeg mange sessions med nye og etablerede artister i Norge. Jeg arbejder også med mine egne nye sange, som skal ud til foråret. 🙂

8. Hvad er drømmen?

Hus i Norge med studio, egen lejlighed i New York, Tokyo, og LA, og at arbejde med artister jeg elsker!

9. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Det varierer meget fra dag til dag, men måske “Hvis du var her nå”.

10. Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

En flaske Petnat måske?

Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com