fbpx

lil cat viser tænder i musikalsk fuckfinger til kønsstereotyper

Foto: Sofi Hellberg Olsson, W.A.S. Entertainment

‘Gi’r ikk’ en fuck’-attituden har forsanger i lil cat, Cathrine van Leeuwen, allerede fastslået, at hun mestrer. Med duoens nye single “woman up” kombinerer de attituden med et dansevenligt tempo og et klart og tydeligt budskab.

lil cat startede som et isolationsprojekt under første corona-nedlukning. Kæresteparret bag duoen – der udover Cathrine van Leeuwen består af Mads Vadsager – røvkedede sig. De mange timer sammen førte til et musikprojekt, og efterhånden har det udviklet sig til at være langt mere end bare isolationstidsfordriv. Parret har allerede udgivet fire singler, og om en måneds tid udkommer deres debut-EP.
Deres nyeste single “woman up” kommer også med et alvorligt budskab. Nemlig, at man ikke skal lade sig begrænse af åndsvage forestillinger, om hvordan man skal opføre sig når man er en mand. Til at formidle dette, er musikkens tempo skruet gevaldigt i vejret.
Cathrine fortæller om “woman up”:

Det var lidt som om, at den havde en energi, et budskab og en aggressivitet, der krævede, at der bare skulle knald på, så vi blev ved med at skrue op for tempoet. Jeg bliver sgu lidt træt, når jeg bliver konfronteret med kønnede forestillinger om, hvordan man skal opføre sig.

Med “woman up” viser lil cat, at de udover at skrive gode sange, også har noget på hjerte, og det klæder virkelig lil cat at vise tænder. Mens du glæder dig til at den fulde EP lander i din streamingtjeneste den 2. april, kan du slå dig løs til “woman up” her:
Spotify
Apple Music

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com