Foto: PR

Denne uges upcoming er den danske sangerinde Helena Gao, der skriver ærlige eksperimenterende popsange uden så meget pjat. Helena Gao udgav sin debut-EP sidste år, og med den viste hun, at hun kan skrive originale popsange, der skriger af overskud og musikalitet.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

Helena Gao skriver sange som få andre. Med debut-singlen “Cybergirl” trådte hun i 2020 ind på den danske upcomingscene med en opsigtsvækkende musikalitet og sans for melodikonstruktion. “Cybergirl” er en alternativ popsang, hvor alt det overflødige er skåret fra, og man derfor kun står tilbage med essensen af velkomponeret musik; en stensikker vokal på en velskrevet melodi. “Cybergirl” blev startskuddet til hendes debut-EP Extended Adolescene, hvor Helena Gao for alvor viste sit kreative jeg. EP-en er en legeplads i vokalregistre og sangstrukturer, og så leger den unge sangerinde med dur og mol på en måde, så man aldrig rigtig er sikker på, hvad hun vil have en til at føle. Lær den talentfulde sangskriver bedre at kende lige her:

 

Hvem er Helena Gao?

– Helena Gao er mit borgerlige navn, men også navnet på mit artistprojekt. Jeg er 23 år, har dansk-kinesisk baggrund, og så er jeg en sanger, sangskriver og producer, der laver eksperimenterende pop. Jeg har valgt, at jeg som artist skal hedde det samme som i det private, fordi projektet på nuværende tidspunkt er en direkte forlængelse af mig som person.
Det, der kommer ud til verden, er direkte fra mig, og den proces synes jeg er sindssygt spændende lige nu. Det giver mig en frihed til at behandle emner og tanker, som jeg normalt ikke ville have lyst til at dele med andre, for når det er blevet redigeret i kunsten, tør jeg at stå ved det.

 

Hvordan vil du beskrive din lyd?

 

– Den er jo i evig forandring, men i de ting, der indtil videre er blevet udgivet, er det singer-songwriter folk-pop, som møder en eksperimenterende elektronisk produktion. Teksterne er ærlige, men også en smule humoristiske til tider, og jeg prøver altid at bevæge mig mellem uudholdelig selvmedlidenhed og selvironi.

Hvordan startede du?

 

– Da jeg var 6 år gammel, gav min mor mig besked på at vælge et instrument at gå til. Som et rigtigt musikskolebarn begyndte jeg derfor til klaverundervisning. Det var ikke altid, at interessen var lige stor, men da jeg havde en meget ensom periode i folkeskolen, fandt jeg min egen forbindelse til musikken. Jeg fandt ud af, at jeg kunne skabe et rum med mig selv, hvor jeg ikke følte, at folk dømte mig. Jeg begyndte så småt at skrive selv, da jeg var 14 og har så gjort det lige siden.

 

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

 

– Når jeg skriver musik, er det meget integreret med produktionen af det, da jeg selv har alle hatte på. Så den ene idé tager den anden, og lige nu er processen meget flydende. Jeg er meget intuitiv og bruger lang tid på at lytte mig ind på, om hver enkelt valg i musikken giver mening.
Når jeg skriver tekster, er det vigtigt for mig, at det tager udgangspunkt i et emne, hvor jeg virkelig har noget på hjerte, og på den måde kan jeg trække på personlige oplevelser til at nuancere de billeder, som jeg skaber.

 

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

 

– Først og fremmest Radiohead, jeg har været fuldstændig besat af det band i mine tidlige teenageår. Det lyder super kliché, men de er en af grundende til, at jeg gerne ville skrive musik, så det har givetvis haft en kæmpe indflydelse. Så er jeg også virkelig glad for The Beatles og deres evne til at gøre, på papiret, virkelig underlige ting til hitpotentiale. Jeg tror på, at musik handler utrolig meget om formidling, og hvis du har denne del i orden, kan du virkelig udfordre din lytter uden, at de lægger mærke til det. Denne evne vil jeg virkelig gerne selv besidde, og jeg tænker virkelig over det, når jeg skriver selve sangen. Produktionsmæssigt er jeg inspireret af så meget forskelligt, og jeg elsker at fusionere forskellige lydbilleder, så det kan være alt fra produktionen på “Rumours”-pladen fra Fleetwood Mac til FKA Twigs og Arca.

 

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

 

– Har lige genhørt Frank Oceans “Blonde” et par gange! Jeg synes simpelthen, at den er så elegant stykket sammen, og han rammer virkelig en sårbarhed, som jeg kan relatere til for tiden. Så har da haft nogle rimelig emotionelle cykelture til den plade på det sidste.

 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

 

– Lige nu er jeg i gang med at stykke noget visuelt sammen til en single, som jeg udgiver til foråret. Desuden skal der arrangeres noget mere live med mit band, da vi skal spille vores første co-headliner d. 3. april i Lille Vega sammen med Barbro. 

 

Hvad er drømmen?

 

– Drømmen er at få en bæredygtig kunstnerisk praksis, hvor jeg ikke går død i det, og bliver ved med at være nysgerrig og udvikle mig. Jeg vil selvfølgelig også drømme om, at min musik kan ramme nogle og måske gøre en lille forskel på deres regnvejrsdage. 

 

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

 

– “Cybergirl”, det er den, der fungerer bedst ude af kontekst med resten af EP’en… men helt ærligt, så er min udgivelse Extended Adolescence 8 minutter lang, så hvorfor ikke bare få det hele med?

 

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

 

– Moscow Mule, men det er mest fordi, jeg synes det smager herregodt, haha!

 

[/ihc-hide-content]