Foto: Lis Kasper Bang
Label: April Records
Udgivelsesdato: Fredag den 5.februar 2021

Det genre-sprængende og verdens-inspirerede band, Kalaha, er klar med nyt udspil, som både ser frem og tilbage. 

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

[rwp_box id=”0″]

Bandet Kalaha, som består af Ibrahim Electric-guitaristen Niclas Knudsen, jazz-trommeslageren Emil De Waal, samt de to eksperimenterende producere og altmuligmænd Jens ’Rumpistol’ og Mikael ’Spejderrobot’, kommer godt rundt i den musikalske verden på deres udspil, Mystafa. 

Albummet er noget af en legestue og man hører tydeligt at der har været plads til alle slags kreative indslag. De analoge lydflader blandes med utallige digitale lyde i et samspil, som til tider rammer det ekstatiske. ’Østlige’ instrumenter som Saz, Baglama og Oud, bliver kombineret med ’Rumpistol’ og ’Spejderrobot’s overlegne synth-univers. Dét kan høres på mange af sangene, men jeg vil især fremhæve de tyrkisk-inspirerede sange, som de har lavet i samarbejde med deres hyppige gæst, Hilal Kaya. En sang som den næstsidste på pladen, ’Eymen’, viser tydeligt hvordan de anatolske lyde flyder ind et jazz/rock univers, mens der også bliver plads til moderne, digitale lydflader. Når bandet lykkedes med sådanne samsuriums- eksperimenter, så er resultatet blændende og helt enestående i en dansk (og vel egentlig også international) kontekst. 

For kendere af Ibrahim Electric, vil sange som ’Hospabit’, ’Truflle Soil’ og ’Mystafa’ unægteligt sætte sig rent ind. Ligeledes vil albummets ’world’ indslag, hvoraf vi finder tre sange med førnævnte Hilal Kaya samt én sang med den Malisiske bassist Moussa Dialo. Der er dømt dansabel, udfordrende og til tider hårdtslående, rytmiske sange, som er yderst anbefalelsesværdigt.

Den tydeligt frustrerede og politiske ’Özgürüm Ben’ er også gået rent ind hos mig og den viser hvor dygtige bandet og deres gæst Hilal Kaya er. Sangen har tidligere været i rotation på P6, og det med rette. Dens nærmest James Bond agtige guitar, blandet med tyrkiske melodi-linjer og en aggressiv vokal performance, får sangen til at stå som højdepunktet for mig. Det er anderledes fra hvad vi normalt hører på den danske scene, – og så er det grænsesøgende, noget som jeg sætter pris på i en musikalsk verden der til tider virker til at være gået i stå.  

’Truffle Soil’ er også en mindre perle på pladen, som jeg synes gør sig godt fordi den virkelig rammer plet som det melodiske, instrumentale og eksperimenterende nummer, som det er. Vokal kor, slide-guitar og skarp synth smeltes sammen, i hvad der bliver til noget af en banger. Denne sang ville gå rent ind på dansegulvet til den hypotetiske release-fest vi skulle have været til i weekenden.

Når bandet holder åben legestue, hvor der er plads til alle idéer, bliver resultatet knivskarpt, men stadig udfordrende, og de legende numre danner ramme for adskillige genlyt. Hvor jeg synes at pladen falder lidt til jorden er på de to numre hvor man har de danske musikere Uffe Lorenzen og Hjalte Ross med. Her har man prøvet at skabe noget mere lyttevenligt, som måske skulle ramme radiostationerne, men for mig bliver det en anelse for kedeligt og repetitivt. Både ’Hurt You Once Again’ med Hjalte Ross på vokalen og ’Dans Det Op’ med koryfæen Uffe Lorenzen, siger ikke mig ret meget. Dér hvor jeg bliver ramt af denne plade, er når bandet tør lege med musikken og udfordre. Der er ikke meget plads at lege på i de to ovennævnte numre, og derfor trækker de to sange også lidt ned.

Det skal dog ikke tage noget fra de gode stunder, som i de bedste øjeblikke rammer en nerve, der er uhørt på den danske musikscene. Som live-band er jeg også sikker på at disse nye sange vil gøre sig rigtig godt, og jeg glæder mig til at opleve dem live, når den slags igen kommer til at finde sted. Og det skal vel at mærke være stående (læs dansene) koncerter!

[/ihc-hide-content]