Iceage slår benene væk under dig i deres nye single

Foto: Mishael Phillip

Med den nye single “The Holding Hand” giver de rutinerede danske post-punkere Iceage, dig følelsen af at håndbremsen bliver trukket i den bil, der er ved at køre dig videre på livets landevej.

Siden debutalbummet blev udgivet for 10 år siden, har Iceage haft et solidt greb om den danske post-punk-scene. Med fire album i baggagen er de nu tilbage med singlen “The Holding Hand”, der beskriver følelsen af at være fanget i en sløret virkelighed, hvor det er svært at kende forskel på styrker og svagheder. Forsanger Elias Bender Rønnenfelts ængstlige jamren tager dig igennem den fem minutter lange rockballade. Og hver gang man føler, man har lært den at kende, skifter den tempo eller tøver så meget, at man mister fodfæstet, og igen må prøve at finde hoved og hale i det danske rockbands univers. Forsangeren beskriver selv sangen med ordene:

Forsigtigt intensiveres den svingende fornemmelse, føl den eskalere. Ræk ud efter “The Holding Hand”, den virker næsten inden for rækkevidde nu.

Hele sangen igennem får man fornemmelsen af, at man er lige ved at være i mål. Men Iceage har en evne til at snyde dig på målstregen igen og igen. Og selvom målet virker tæt på, er det som om, man aldrig helt når derhen.
Iceages seneste album udkom i 2018, og man kan da håbe på, at “The Holding Hand” er en smagsprøve på endnu et. Vi krydser i hvert fald fingre.

Lyt til “The Holding Hand” på lige her:
Spotify
Apple Music

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com