09 feb Death By Unga Bunga – Heavy Male Insecurity
Foto: Martin Bremnes
Label: Jansen Records
Udgivelsesdato: Fredag den 12.februar 2021
De skønne gutter fra Death By Unga Bunga leverer et nostalgisk spark i røven af et pop-punkalbum – der dog indeholder et yderst moderne budskab.
[rwp_box id=”0″]
Er man ikke i forvejen bekendt med drengene fra Death By Unga Bunga, danner man sig hurtigt et indtryk af deres sarkastiske humor ved at kigge på albumcoveret til deres sjette album, Heavy Male Insecurity. Hvis titlen ikke er specifik nok i sig selv, gør coveret – med dets overdrevne og komiske skildring af den arketypiske ’buff guy’ – det nemlig ganske tydeligt, at det norske garageband ganske enkelt væmmes ved traditionelle macho-idealer. En holdning der bliver yderligere bakket op i løbet af albummets 10 numre, hvor (selv)ironien er det foretrukne våben i kampen mod macho-kulturen – især på nummeret ”All Pain No Gain”, hvor forsanger Sebastian Ulstad Olsen blandt andet synger:
// I’m a machine that does nothing // Fitness icon // Social moron //
Disse ord bliver, ligesom det meste af albummet, leveret i førsteperson. Derfor opstår der også hurtigt et spørgsmål, når man lytter til numre som dette og albummets måske stærkeste single ”Egocentric”, der – som titlen indikerer – kritiserer den selvoptagethed, der desværre hersker i dele af samfundet: Sætter Olsen sig blot i jegets sted med en vis ironisk distance, eller drager han rent faktisk inspiration fra de dele af sig selv, som han måske ikke er helt stolt over? Når bandet vælger at klemme en ægte historie, om dengang hvor de næsten blev stukket ned i Bristol, ind på albummets sidste nummer, ”White Lies”, vidner det i hvert fald om, at de ikke distancerer sig helt fra den høfligt vanelyvende hovedperson i denne tekst – og dermed muligvis også de skildringer af mænd, der findes i resten af albummets tekster.
Det er ligeledes slående, at det eneste nummer, der bliver sunget i tredjeperson, er åbningsnummeret, ”Modern Man” – en hyldest til den moderne mand, som er fordomsbekæmpende og ikke skjuler sine følelser. At der lige netop her bliver sunget i tredjeperson, kan ses som bandets måde at præsentere deres ideelle forbillede, som de dog måske ikke altid formår at leve op til.
Til gengæld formår de at overgå sig selv musikalsk på dette album, hvor de leverer utroligt velspillet og iørefaldende pop-punk, der transporterer lytteren tilbage til genrens storhedstid i 00’erne. Til tider kan det virke en smule generisk, men de forskellige elementer af garage, hard rock og endda en smule brit-pop, der bliver inkorporeret i sangene, hjælper bestemt på det.
Det er virkelig forfriskende at lytte til et album, der på denne måde blander nostalgi med værdier, der passer ind i en mere moderne verdensanskuelse. Derfor føles Heavy Male Insecurity samtidig utroligt familiær og slet ikke som noget, jeg har hørt før.
