05 feb Black Country, New Road – For the First Time
Foto: Maxwell Grainger
Label: Ninja Tunes
Udgivelsesdato: fredag den 5. februar 2021
I dag udgiver de britiske musikgenier i Black Country, New Road endelig deres debutalbum, ‘For the First Time’ — en rå og upoleret skildring af gruppens seneste 18 måneder som band.
[rwp_box id=”0″]
Det eksperimenterende postpunk-band, Black Country, New Road lå længe og ulmede med kun ganske få singleudgivelser. Men hvilke singleudgivelser! De syv, unge englændere debuterede i 2019 med den vilde ”Athen’s, France” — en seks minutter lang lydkollage, der emmer af intensitet og ungdomsfrustration. Singlen blev indspillet hos Speedy Wundergrounds, som er Dan Careys vanvidsprojekt af et studie, hvor musikere får én dag til at indspille deres numre i et mørkt og tilrøget rum med lasere. Dagen derpå producerer Carey selv indspilningerne, og inden midnat — 48 timer efter start — er det færdigt. Ideen er at undgå musisk overkokkerering, og det virker!
Senere på året opfulgte bandet med deres absolutte mesterværk, ”Sunglasses” — en ni minutter lang og kontrastfuld sag, der udvikler sig fra et virkelig smukt intro-stykke til en dissonerende og lytter-krævende passage for til sidst at ende i et musisk nervesammenbrud. “Sunglasses” blev indspillet hos Blank Editions i samme lydstil som debutsinglen, og gud ske tak og lov for det.
Sammen med fire andre brillante stykker musik, er “Athen’s, France” og “Sunglasses” nu kommet med på bandets debutalbum For the First Time. Men ikke helt, som man kender dem.
For the First Time er tænkt som et tidsbillede af bandets seneste 18 måneder sammen — hvordan de har spillet numrene live og holdt af at spille dem. Det betyder, at både ”Athen’s, France” og ”Sunglasses” er blevet nyfortolkede, så de passer ind i tidsbilledets nærværende og autentiske live-lyd. Mange ting har ændret sig fra originalerne til albumversionerne af de to singler. Bandet har fokuseret mere på dynamik i instrumentationen, og frontperson, Isaac Wood eksperimenterer af samme grund også med sang på de nye indspilninger (begge originalerne er fremført som ren spoken word). Derudover har han valgt at tilpasse teksterne, så også de gør tidsbilledet retfærdighed. Desværre er det gået ud over nogle af de allermest spændende linjer (ifølge undertegnede). Blandt andet en linje fra ”Athen’s, France”, som originalt lød:
// She won’t give up // too soft to fuck // but how hard could it really be? //
Et virkelig modigt stykke tekst, der lader sex klinge mere som en angstprovokerende præstation end noget andet. På albumversionen er ’fuck’ blevet erstattet med ’touch’, hvilket i hvert fald sløjfer min fortolkning af udsagnet. Lidt det samme er sket med linjen fra den originale version af ”Sunglasses”:
// Leave your Sertraline in the cabinet // and fuck me like you mean it this time, Isaac //
Kender du ikke til stoffet, kan jeg fortælle dig, at Sertralin har det med at bevirke midlertidig impotens. Men frygten for ikke at leve op til de kulturelt oppustede forventninger til sex, kan de fleste af os — på antidepressiver eller ej — relatere til. Desværre er også dette tekststykke lavet om på albumversionen. Men nok om det. Kompositionerne er stadig mesterlige, og albummets fire andre numre — det bizarre introstykke “Instrumental”, den dejligt Black Country, New Roadske “Science Fair”, virkelig fine “Track X” og kaotiske afslutning “Opus” — er som nævnt nogle fremragende værker. Desuden er albummets koncept enormt beundringsværdigt, og de nye, autentiske versioner af “Athen’s, France” og “Sunglasses” vidner om et band, der ved lige præcis, hvem de er, og ikke vil sælges som noget andet end det.
