Q&A med Baby FuzZ om hans nye album og tidligere samarbejde med Avicii

Foto: Jason Quigley

Manden bag Baby FuzZ, Brandon Lowry, har allerede haft en lang og imponerende karriere i musikbranchen. Med sit nye alias har han genskabt sig selv og en ny musikalsk identitet.

Når man har skrevet sange med Madonna, Max Martin og Lana Del Rey kunne man forestille sig, at der er ikke er noget nyt og spændende man kan udrette i musikbranchen. Sådan er det ikke for Baby FuzZ der har endnu mere på hjerte og masser af kreativ drivkraft i sig. Albummet, der landende i fredags, hedder Welcome to the Future (Season 1), og en af sangene derfra hedder “Before Our Time”. Til den hører en vildt fed og skør video, som du kan se her. Vi tog fat i Baby FuzZ for at spørge ham om hans nye album virke i musikbranchen.

Du har meget erfaring med at skrive sange, men jeg forestiller mig, at der alligevel er sange, som er sværere at skrive en andre. Hvilken sang på dit kommende album var sværest for dig at skrive?

“Hood Life”. Jeg prøvede at skrive en sang set fra en hjemløs’ perspektiv. Da jeg skrev den var jeg i LA, og jeg så folk uden hjem på næsten hvert et gadehjørne. Du bliver immun overfor det efter et stykke tid og begynder bare at ignorere dem. Man begynder at se dem som en del af landskabet frem for mennesker med brug for hjælp. Jeg bankede igennem med lyrikken i en uge, før det føltes rigtigt. I sidste ende var det en sang, jeg havde et stort ønske om at skrive færdig, så jeg blev ved, selvom det var svært. Det er ni år siden, jeg optog første demo af omkvædet, så det er en idé, jeg længe har villet færdiggøre.

Hvordan ønsker du, at folk skal lytte til din musik?

Jeg vil ikke diktere, hvordan folk skal lytte. Mange mennesker lytter til musik i baggrunden, mens de har deres daglige rutiner. Det er ikke min personlige præference, men ‘you do you’. Jeg prøver at lave musik, man både kan lytte passivt og aktivt til. Det virker som om, flest bruger det som baggrundsmusik, men jeg ville selvfølgelig foretrække, at folk lytter aktivt, så de kan fordybe sig i teksterne. Teksterne er det, jeg er mest stolt af i hvert fald. Når jeg arbejder, bruger jeg mest hovedtelefoner eller store højtalere i studiet. Jeg har ikke kørt så meget i bil, mens jeg lavede det her album, så det er ikke mixet så godt til højtalerne i biler. Men du har Baby FuzZ’ officielle blåstempling til at lytte, hvor du vil.

Dit album har et varieret musikalsk udtryk, der rammer alle følelser i registret. Fra det excentriske arenarock-nummer “Welcome To The Future” til balladen “Im Trying My Freaking Best”. Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til dit musikalske udtryk?

Ligesom de fleste andre mennesker, lytter jeg til alle forskellige typer musik. Modsat andre kunstnere, prøver jeg også at lave alle forskellige typer musik. Jeg kan ikke sige, at jeg har lige let ved alle genrer, men i sidste ende kan jeg godt lide at bruge forskellige musikalske stilarter til at reflektere mine følelser. Det gør sangskrivningsprocessen mere udfordrende og sjov for mig. Baby FuzZ er et lille nicheprojekt, så det har ikke den store betydning, hvis jeg hopper rundt på den musikalske legeplads. Jeg er sikker på, at alle, der lytter til min musik, har nogle sange de foretrækker frem for andre. Men det er det, jeg synes er fedt med musikken – du ved aldrig, hvordan den næste sang lyder.

Hvem vil du gerne have til at høre din musik? Hvem kan lære mest af dine budskaber?

De fleste af mine fans er relativt unge. Jeg er ikke sikker på hvorfor, men jeg synes, det er fedt. Jeg foretrækker faktisk at have fans, der stadig har livet foran dem – på den måde har min musik den største effekt på dem, og den verden de lever i. Jeg ville elske, hvis ældre mennesker også ville lytte til min musik. Jeg tror, de vil kunne lide det, for jeg leger med en masse idéer inspireret af klassisk rock. Men jeg er ikke kræsen med mine fans. Grunden til, at jeg laver Baby FuzZ, er 50 procent for min egen skyld. Jeg har brug for at udtrykke mig, for at jeg ikke skal blive skør. De sidste 50 % er for andres skyld.

Du har haft mange samarbejder i dit tidligere musikalske virke. Hvilket samarbejde er dit yndlings? Og er der en bestemt historie forbundet med samarbejdet?

Der er simpelthen så mange historier. Jeg kunne skrive en bog med dem. Jeg vil gerne fortælle om den første session, jeg havde med Avicii. På det tidspunkt havde vi hørt, at han flirtede med idéen om at lave et Americana / EDM hybrid-album. Jeg er vokset op med Americana, så det er en genre, jeg føler mig hjemme i. Jeg mødte op i studiet sammen med en anden virkelig talentfuld sangskriver, der hedder Audra Mae. Tim (Avicii) var allerede klar til at arbejde i studiet omkring klokken 11. Jeg er ret sikker på, han er den mest fokuserede producer, jeg nogensinde har samarbejdet med. Han rejste sig bogstaveligt talt ikke fra sin stol hele dagen, indtil sangen var færdig omkring midnat. Folk ville komme med Red Bull og mad til ham, men han fortsatte bare med at arbejde som en hyperforkuseret galning. Jeg tror ikke, jeg har oplevet nogen så monomanisk i et studie. Vi skrev en sang, han producerede den, Audra og jeg sang den, og den var stort set færdigmixet samme dag. Den var med på hans album ‘True‘, der var et ret succesfuldt album for ham.

Vi samarbejdede flere gange gennem årene. Jeg kendte ikke til hans personlige kampe, men jeg ved, at Tim var meget drevet og besat af sit arbejde. Jeg tror det endte med at blive et problem. Jeg ville ønske, jeg havde forsøgt at blive bedre venner med ham og finde ud af, hvilke udfordringer han havde – og forsøgt at hjælpe ham. Vores forhold var udelukkende musikalsk, men jeg havde altid en fornemmelse af, at han var venlig og autentisk som menneske. Vores første session var helt sikkert en af de mest inspirerende sessioner, jeg har lavet. Jeg tror, jeg levede højt på hans energi i mange af de efterfølgende år.

Er der en bestemt person, du drømmer om at kunne få lov til at arbejde sammen med?

Jeg elsker det her band, der hedder The Lemon Twigs. Det giver ikke rigtig mening, men jeg ville elske at samarbejde med dem, måske endda bare som tekniker. Jeg er vildt nysgerrig på, hvordan de arbejder i studiet. Jeg elsker deres albums. De føles som toppen af 70’er/80’ernes bedste år med rock and roll studie-rotterne [en der bruger al sin tid i studiet, red.]. Jeg elsker også Dorian Electra. Jeg tror, de har lavet deres bedste eller næstbedste album i 2020. Altså, jeg siger det bare; de har fået The Village People med! Jeg ville elske at lave et skørt samarbejde med dem en skønne dag.

På hvilket venue vil du helst spille live med dit nye album, når det er muligt?

Når covid er færdig, ville jeg spille hvor som helst. På min seneste turné spillede jeg på snuskede barer og kaffebarer, og en gang imellem forsamlingshuse. En del af magien ved Baby FuzZ, når det er live, er at spille på forfærdelige venues – nogen gange af nød, andre gange med vilje. Nogen gange spiller jeg for fem mennesker, andre gange for 100. Men jeg giver altid alt, hvad jeg har, når jeg optræder, så det giver en chokeffekt. Enten bliver folk foragerede over manglen på professionalisme, eller også bliver de smaskforelskede i det. Det er delvist performancekunst og delvist en sørgelig aldrende musiker. Jeg har masser af sjove idéer til mine liveshows med det nye album, der er både en digital maske, en projekter-dingenot og nogle sjove comedy sketches. Jeg håber, det med tiden vil forandre sig og blive en mere teatralsk produktion.

Du har valgt at pensionere dit tidligere alias Sterling Fox. Hvilke fordele og ulemper oplever du ved at arbejde under et nyt alias?

Sterling Fox var mit producer- og sangskriveralias, som jeg brugte, når jeg samarbejdede med andre gennem tiden. Folk kendte mig mest som Sterling, men det var bare et kunstnernavn for mig som sangskriver. De seneste par år har jeg ikke skrevet så mange sange sammen med andre, så det føltes som at starte et nyt kapitel. Ved at bruge Baby FuzZ-aliaset fik jeg mulighed for at starte forfra og skabe et visuelt og musikalsk udtryk fra bunden. Det føles meget mere som om, at det repræsenterer, hvem jeg er som menneske. Sterling lyder lidt stramt og James Bond-agtigt. I virkeligheden er jeg et voksent legebarn. Jeg går med forfærdelige t-shirts med country-tryk, og jeg børster aldrig mit hår. Baby FuzZ føles meget mere rammende for, hvem jeg er.

Dit nye albums titel lægger op til, at vi hører mere fra din side. Hvornår kan vi forvente at høre Season 2?

Ja, der er flere sange, jeg ville færdiggøre, og som fungerer virkelig godt sammen med samme tematikker som sangene i Season 1. Jeg har bare ikke haft tid til at færdiggøre dem, så jeg delte albummet om i to dele. Med tiden bliver det et dobbeltalbum. Season 2… Jeg er ikke sikker… men jeg håber, at jeg kan have det ude i slutningen af 2021. Lige nu har jeg nogle personlige og familiære problematikker, jeg bliver nødt til at arbejde med, så alt arbejdet med at optage nye sange og promovere mit album, har været fuldstændig stoppet de seneste fire måneder. Jeg håber, jeg kan komme tilbage i studiet snart og få banket de sidste numre på plads. Nogle gange bliver man nødt til at prioritere andre ting i livet end arbejde, og jeg arbejder på at finde balancen nu.

Lyt til Baby FuzZ album Welcome to the Future (Season 1)Spotify.

Jakob Bjerrum Thisted
jakobthisted@bandsoftomorrow.com