25 feb andreas odbjerg: Tre numre jeg hører på repeat

Foto: Sarah Buthmann

Er du ligesom os nysgerrig på, hvad din yndlingsartist selv går og lytter til? Så tjek denne artikelserie ud, hvor vi spørger danske og udenlandske artister om, hvad de i øjeblikket hører på repeat.

Den unge stjerne andreas odbjerg har efterhånden mange hits bag sig. Senest har han lavet samarbejder med blandt andre Carl Knast, Bai-D og Pil og i 2020 udgav han sin fantastisk, musikalske EP Lance Armstrong. Med sin letgenkendelige stemme og smukke klang, sine personlige og dybe lyrik og fantasifulde beats og melodik kan han smelte ethvert musikhjerte. Vi har været nysgerrige på, hvilke sange der får odbjergs musikhjerte til at smelte, og du kan læse hans svar lige her.

Burt Bacharach – “South American Getaway” – Butch Cassidy And the Sundance Kid soundtrack

Det er fra et soundtrack, fra den her western klassiker, som handler om to bankrøvere fra den virkelige verden faktisk, som i filmen bliver spillet af Robert Redford og Paul Newmann. Soundtracket, hvor sangen jeg har valgt er fra, vandt en Oscar – det er af Burt Bacharach, en kæmpe arrangør og komponist. Og til sangen ”South American Getaway” er det ligesom kun en filmmontage af et bankrøveri, og det er overdrevet sygt. Det går i seks ottende dele, og det er polyrytmisk, så det skifter taktarter et par gange og er kun det her korværk, så ingen ord, og det har jeg været meget inspireret af.

Remi Wolf – ”Photo ID”

Altså det nummer, som jeg hørte mest i hele 2020, var hendes nummer ”Monte Carlo”, men lige nu er det det her nummer, jeg er gået over til. Hun har lige lavet en tv-performance hos The Tonight Show med Jimmy Fallon, som er helt mindblowing. Jeg er jo psykopat Prince-fan, og det er bare så svedigt, når der er nogen, som tager noget af det op i en moderne kontekst, for det er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver en vanvittig musikalitet. Det samme følte jeg med Janelle Monae, da hun kom frem, hvor Remi Wolf, måske er lidt mere tilgængelig og ikke gudindeagtig, som Janelle Monae er, men hun har lidt den samme musikalitet og sound – både eksperimenterende og virkelig catchy. 

URO – ”Slåbrok”

Ham hører jeg en del, og han fortjener virkelig den shine, han kan få. Jeg tror ligesom bare meget på det her projekt. Når man har et så abstrakt sprog, er det meget sjælendt, at det resonerer med folk, for det kan virkelig være svært at ramme bredt. Lidt ligesom Hans Phillip da han var i Ukendt Kunstner. Og Lord Siva er også et godt eksempel på det at have sit eget sprog. Og det har URO også – han har sit eget lyriske univers. Det i sig selv er unikt, men at det så samtidig resoneres af folk, og at folk får noget ud af det, som jeg selv gør, når jeg lytter til det. Ham tror jeg i hvert fald på!