fbpx

The Entreprenuers – Wrestler

Foto: Dennis Morton
Label: Crunchy Frog
Udgivelsesdato: Fredag d. 26. februar 2021

Lytteoplevelsen af Wrestler er et eventyr fuld af overraskelser og omveje. Albummet er et eksempel på, at selvom man har et kort, der kan føre en sikkert og hurtigt til eventyrets mål, så er det sjovere at satse, gå væk fra stien, og håbe på at det uforudsigelige giver anledning til endnu større oplevelser. Mange steder bliver omvejene til genveje, men desværre er der så mange indtryk på støjrockede The Entrepreneurs’ andet album, at man undervejs mister grebet. De steder hvor bandet formår at smelte støj og intimitet sammen, er det dog virkelig vellykket.

The Entreprenuers – Wrestler
3 / 5 Anmeldelse

Med Wrestler holder The Entrepreneurs holder fast I støjrockstilen fra forgængeren Noise and Romance – læs albumanmeldelse her. Og det resulterer i et album, der både byder på numre hvor støjen er vellykket, men også numre der er så spækket med indtryk, at man mister overblikket over, hvad de tre drenge vil have en til at føle.

Åbningsnummeret, ”A Good Year To Go Across Country”, lægger ud med blot en guitar og forsanger Mathias Bertelsens jamrende vokal. Og det er faktisk en virkelig stærk start. I begyndelsen fremstår nummeret både blødt og genkendeligt, og skrøbeligheden i Bertelsens stemme skaber et intimt rum, der gør præcis hvad et åbningsnummer skal – at fange lytterens opmærksomhed. Der går dog ikke mere end lidt over et halvt minut, før døren til det intime rum bliver sparket ind af de støjrockede bas- og trommelyde, vi kender fra The Entrepreneurs.
Næste nummer i rækken er den stadionrockede ”Sweet”, der med sit hurtige, genkendelige guitar-riff sætter skub i albummet. ”Sweet” blev præsenteret som leadsingle fra albummet, og ud af de otte sange fremstår den også som den stærkeste. The Entrepreneurs er bedst, når Bertelsens jamrende, lyse vokal går op i en højere enhed sammen med duggede, forvrængede guitarer og de fandenivoldske trommer. Og ud af de sange hvor balancen mellem de tre elementer spiller sammen, er ”Sweet” faktisk blandt bandets bedste. 

Læs også  Black Country, New Road - For the First Time

Med det fantasifulde bas-riff i ”What’s Up With Your Head” formår trioen at forhindre at luften går af ballonen. Bas-riffet er både groovy og kreativt, og de passager hvor riffet bliver erstattet af tonstunge guitarakkorder, skaber en fin kontrast mellem det kreative og nytænkende, og de klassiske elementer fra hård rock. I titelnummeret ”Wrestler” forsvinder gnisten desværre. Selvom balladens omkvæd gør et ihærdigt forsøg, bliver man aldrig rigtig vægtløs og begynder at svæve, som det ellers lugter langt væk af, at bandet har tænkt at sangen skulle give. The Entrepreneurs er bedst, når Bertelsen synger om kap med forvrængede guitarer i høje tonelejer. Og ”Wrestler” er både lidt for langsom og lidt for lav, og for første gang på albummet bliver lytteoplevelsen en anelse kedelig. 

Herefter løftes albummet heldigvis igen med den i forvejen kendte ”Cinnamon Girl”, der, set i bakspejlet, nok burde have været dette albums eneste svar på en ballade. ”Cinnamon Girl” er et stærkt nummer, fordi det lyder som om, at der er kælet lige så meget for melodien, som der er for lydeffekter og indtryk. Og med det beviser bandet, at de ikke kun kan får mærkelige idéer der overrasker lytteren, men også kan få idéer der udviser musikalsk kvalitet. 

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 3

Mod albummets slutning forsøger The Entrepreneurs så, at købe lytterens opmærksomhed med forvræningseffekter. Der er stampet hårdt på distortionpedalen på både guitar-, bas- og vokalsignal, og det skaber desværre et noget rodet lydbillede. Støjrock er en risikabel genre. De gange det lykkes at skabe kontrolleret kaos, kan de mange indtryk skabe et lydbillede, der på mærkværdig vis alligevel fremstår ensartet og skarpt. På ”Mess” fremstår valgene af lydeffekter overfor melodien desværre tilfældigt, og når den usammenhængende melodi på ”(What’s So Fucking Strange About) My Idea” pludselig oktaverer, og ligger et frygteligt sted mellem fuldregister og falset, bliver det faktisk decideret irriterende at høre på.
Hvis man skal se positivt på det, fungerer de to sange som et springbræt til albummets afslutning ”Gonzo”. Det hjælper til, at afslutningsnummerets formål bliver lidt mere klart, og man fornemmer at der er en mening med galskaben. 

Når ”Gonzo” så lader albummet nærmest fade ud med ordene // Life turns to everything – Like everyone else you know //, hurtige trommer og en ekkofyldt guitarfigur – så sidder man lidt paf tilbage.

Wrestler er virkelig et album fyldt med både lydindtryk og sanseindtryk. Det begynder med en stærk balance mellem det syrede, det støjede, det melodiske, det intime og det fandenivoldske. Men det er lidt som om at man mister pusten, og at The Entrepreneurs løber fra en. Eventyret, der begynder med at være spændende og inspirerende, ender med at tage for mange omveje. The Entrepreneurs mister forbindelsen til lytteren, og selvom albummet byder på virkelig gode numre, bliver den rute bandet forsøger at optegne aldrig rigtig mulig at læse.