fbpx

Fra psykedelisk rock til indiepop: 5 svenske navne, du skal kende til

Foto: Sarah Klang // Fredrika Eriksson

Kom med på en musikalsk jordomrejse, når vi i denne artikelserie guider til artister fra nær og fjern. Denne gang går turen til vores naboland Sverige, der er kendt for deres ikoniske popartister, legendariske ABBA, og sangskriver Max Martin, som har lagt verden ned med sine stjernespækkede hits. Men den svenske musikscene byder også på et vidtrækkende musikalsk spektrum, som vi introducerer dig til med disse fem skønne artister.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

Goat

Det psykedeliske rockband Goat har eksisteret i efterhånden mange år. Bandet kommer fra den lille, myteomspundne by Korpilombolo, som eftersigende har en interessant historie med både voodoo-tilbedelser og forbandelser. Hjembyens mysticisme følger bandets musikalske udtryk, som ofte er tvetydigt, støjende og vildt. Goat spiller alternativ rock med tunge guitariffs, pumpende bass og stilsikre trommer. Af og til sniger et fløjteinstrument sig endda med ind i numrene, og nyfortolker det garage-rockede image. Bandet har en imponerende karriere bag sig, og kan blandt andet kan pryde sig af, at have spillet support for Foo Fighters i 2018 i Göteborg. Sidste gang Goat gav lyd fra sig, var da de udgav singlerne “Let it Burn” og “Friday, Pt. 1”. Hvis man har interesse i gedigen støjrock med uventede overraskelser og en mørkt tematik om hedenskab og afbrænding, er “Let it Burn” sangen man skal ty til. God fornøjelse!

Sarah Klang

En helt anden musikalsk oplevelse, får vi med art-pop artisten Sarah Klang. Hun skriver drømmende og rolige sange, som rent tematisk tipper mellem euforisk glæde og smertende melankoli. Bag sig har hun albumudgivelserne Love in the Milky Way og Creamy Blue, og er nu på vej med sit tredje album, som får titlen Virgo. Sarah Klangs sange er ærlige og emotionelle, og med sin helt særlige vokal sniger hun sig direkte ind til indersiden af lytternes hjerter. Hendes seneste udspil kom i form af singlen “Fever Dream”, der er akkompagneret af en charmerende, legende og æstetisk musikvideo. Det kan du læse mere om lige her. Sarah Klangs alternative popunivers er generelt skønt og storslået. På hendes seneste udgivelser, har hun dog løftet sløret for et udtryk, som har mere kant og attitude, end vi har set før. Hvilket vækker vores nysgerrighed endnu mere, for hvad vi kan forvente at høre på Virgo.

Viagra Boys

Mange har efterhånden hørt om det svenske postpunk band Viagra Boys. Om man stødte på dem efter sidste års sæson af Den Store Bagedyst, hvor deltageren Emil frembragte et noget overrasket udtryk i dommernes ansigter, da han sagde at han skulle bage en Viagra Boys-kage, eller om man har lært dem at kende gennem mindre mainstream kanaler, kan vi vist alle blive enige om, at Viagra Boys er for fede. Bandet med det vilde navn har en helt særlig evne til at skabe organiseret støj, der er smurt ind i catchy melodier og genkendelig forvrænget vokal. Med hittet “Sports” fra 2019 cementerede bandet sin rå lyd, og i begyndelsen af 2021 er verden blevet benådet med det splinternye album Welfare Jazz. Herfra leverer de satiriske numre som den country-esque “In Spite of Ourselves” og “Girls & Boys”, der for øvrigt huserer den geniale sætning:
//The only real friends that I’ve got / (Shrimps) /Abluhblublublubluhblubuhbub//
Det kan man jo lige tygge på betydningen af, mens man fyrer op for selvsamme nummer.

Linn-Koch Emmery

Fra Linn-Koch Emmery får vi indiepop med undertoner af alternativ rock. Hun skaber melodiøse bangers, som både er rige på tempo og pondus. Hendes lyd udstråler en pop-rocket 00’er-nostalgi, som vi kender fra blandt andet Avril Lavigne og Paramore. Med hendes seneste singleudgivelse “Linn RIP”, som udkom i begyndelsen af 2021, kan man dog opleve et skift i musikkens udtryk. Som sangtitlen peger på, er den gamle Linn lagt på hylden, og der bliver gjort plads til en selvreflekterende genfødsel i akustiske omgivelser. Og på trods af titlens makabre klang er lyden af singlen glædestemt og håbefuld. Som følge af sangerindens genskabelse af sig selv, landede hun for nyligt på vores liste over 21 nordiske navne, du skal holde øje med. Vi er vilde med den nye lyd, men vil alligevel anbefale også at dykke ned i bagkataloget, og få oplevelsen af hele hendes musikalske rejse med. Du kan eventuelt starte med den rockede “Hologram Love”.

Augustine

Bag Augustine er sanger, sangskriver og producer Fredrik Gustafsson, som skaber blomstrende indiemusik med masser af nerve. Augustine fusionerer genrer, og lader sig ikke begrænse af musikalske dogmer. Dette mærkes tydeligt på nummeret “Luzon”, der med medrivende trommebeats, uventede twists og flyvende falset illustrerer artistens legende tilgang til musikken. Lydbilledet associerer tanker til lyse nætter og dans på strømpesokker. Og med inspiration i store indiebands som MGMT og Empire of the Sun, vækkes også et følelsesregister af tvetydig nostalgi. Augustine udkom i begyndelsen af 2021 med singlen “Prom”, som konstituerer endnu et eksperimental-poppet mesterværk. Hvis du vil vide endnu mere om det svenske stjerneskud, kan du læse vores interview med Augustine her.

[/ihc-hide-content]

Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com