fbpx

Alletiders popsingle og album-annoncering fra ambitiøse Alfie Templeman

Foto: Blackksocks

Det unge stjerneskud har udgivet ny, 80’er pop-inspireret single, og har samtidig annonceret udgivelsen af sit nye mini-album.

Den blot 18 år gamle Alfie Templeman har netop udgivet sin nye, helt fantastiske, single “Everybody’s Gonna Love Somebody”, og en tilhørende cinematisk musikvideo, som er instrueret af Thomas Davis, der også er instruktøren bag Templemans seneste video.
Templemans talent er ikke at tage fejl af, og med udgivelsen af singlen “Forever Isn’t Long Enough” fik den unge englænder for alvor ros og anerkendelse for sit musikalske talent på den internationale musikscene.

Den nye single er både skrevet, spillet og produceret af stjernen selv, og det er tydeligt, hvordan han har ladet sig inspirere af klassisk groove-baseret 80’er pop. Om singlen fortæller han:

– Jeg skrev og indspillede “Everybody’s Gonna Love Somebody” tilbage i 2017, da jeg var 14 år, og den har været indgroet i min hukommelse lige siden. Jeg har flere gange forsøgt at gå tilbage til den, men jeg kunne aldrig helt få den knækket. På et tidspunkt kommer jeg, tilfældigvis, til at lytte til Tears For Fears’ “Everybody Wants To Rule The World”, og med afsæt i den produktion, tog det mig ikke lang tid at forløse “Everybody’s Gonna Love Somebody”. Jeg tror, det er min yndlingssang på den nye plade.

Mini-album Forever Isn’t Long Enough er sat til at udkomme den 7. maj, og vi kan næsten ikke vente med at høre, hvor mange hits Templeman har pakket det med.

Lyt til singlen her.
Se den seje musikvideo her.

Sofie Pindstofte
sofiepindstofte@bandsoftomorrow.com