fbpx

Tuvaband flyttede til Berlin, lagde sit sociale jeg på hylden og lavede et album, der bedst beskrives som; »hvis Feist gik sammen med Nirvana og lavede et barn«

Foto: Maria Louceiro

Med en unik lyd, som har opnået stor international anerkendelse, er singleaktuelle Tuvaband snart klar med nyt album. Albummet har taget form i nye rammer, efter artisten pakkede kufferten og flyttede base fra én europæisk hovedstad til en anden. Bliv klogere på den Berlinbaserede nordmand i interviewet her. 

På en solrig efterårsdag i Hamborg møder jeg norske Tuva Hellum Marschäuser, bedre kendt som Tuvaband. Og nu tænker du måske; hvorfor kalde sig Tuvaband, når et band per definition udgør flere end én person? Det er der en helt særlig forklaring bag. 

– Før jeg på mit soveværelse begyndte at lave musik, drømte jeg om at have et band. Og i Norge er der en komiker, som hedder Bare Egil Band, så jeg jokede med, at jeg hed Bare Tuva Band. 

Det er altså her, Tuva plantede de første frø til, hvad der senere skulle blive til Tuvaband. Men Tuvaband har faktisk ikke altid været et enmandsband. For skruer vi tiden fire og et halvt år tilbage – mere nøjagtigt til september 2016 – falder vi over debutsinglen “Unknown”, udgivet i samarbejde med Simon Would. En single, som blev startskuddet på Tuvabands karriere, der rækker langt ud over Norges grænser. Siden er to blevet til en, og Tuva er nu ene kvinde bag Tuvaband.  

Fra én storby til en anden 

Med tiden er de vante rammer i Oslo blevet skiftet ud med brostensbelagte sidegader, döner kebab og weissbier. Tuva har nemlig taget turen 1000 kilometer syd fra Oslo og bosat sig i Berlins pulserende, musikfyldte gader.  

– Jeg ved ikke helt præcis, hvorfor jeg flyttede, men jeg har altid haft lyst til at bo i Berlin, og så er det meget dyrt at bo i Norge, så hvis jeg skal leve af musikken, så er det muligt for mig i Tyskland men ikke i Norge, fortæller Tuva og fortsætter.

– Der er flere spillesteder i Berlin, og selvom man har spillet et sted én gang, kan man sagtens spille samme sted igen allerede en måned senere, fordi der er et større publikum. Jeg tror faktisk, der er flere, som lytter til min musik i Tyskland, end der er i Norge. Så der er generelt flere mulighederne i Berlin, er min opfattelse.

Da Tuva tog beslutningen om at flytte til Berlin, parkerede hun samtidig sit sociale jeg i den norske hovedstad. 

Læs også  Roskilde Festival besøger dig i selvisolationen med koncerter fra blandt andre GRETA og Ydegirl

– Jeg bestemte mig for, at når jeg kom til Berlin, ville jeg ikke være så social, fordi jeg altid har haft en drøm om bare at få lov til at sidde indenfor uden at blive forstyrret hele tiden.

Det er netop dette skift, det Spellemann-nominerede album I Entered the Void fra 2019 skildrer; følelsen af pludselig at få alt på afstand og sætte sit sociale liv på standby (Spellemannprisen er den norske udgave af Grammy Awards). 

– Da jeg kom til Berlin følte jeg, at jeg blev lidt tom, fordi jeg ikke længere blev fyldt op af sociale indtryk.

Da albummet endelig blev færdig, havde Tuva en klar plan om at storme ud af sin sangskrivnings-hule og møde de mennesker, hun i længere tid havde holdt på afstand. Men her havde verden altså andre planer; 

– Jeg har været isoleret og arbejdet på hele to albums i lang tid, før corona kom, så da jeg blev færdig med ‘Growing Pains & Pleasures, var jeg klar på at være social, men pludselig ville verden noget andet.

I stedet havde Tuva nu pludselig tiden til at slappe af og arbejde på mere ny musik. 

International anerkendelse

Siden debuten i 2016 har interessen fra internationale breddegrader været stor, og sidste år bar anerkendelsen for alvor frugt, da ANCHOR Award annoncerede Tuvaband som en af i alt fem nominerede til den prestigefyldte prisuddeling, som hvert år finder sted på Reeperbahn Festival. En pris, som tæller tidligere nominerede som Celeste, Moyka og Jade Bird – sidstnævnte vandt tilbage i 2017. Men selvom interessen lever, skal der stadig arbejdes hårdt for en stabil og uafhængig karriere. Tuva fortæller: 

– Min musik er ikke særligt mainstream, og det kan derfor til tider godt kan være lidt svært at opbygge en solid karriere. Så jeg er rigtig glad for den anerkendelsen, der førte med nomineringen til ANCHOR Award. 

Tuva løb desværre ikke med sejren. Det gjorde den tyske duo ÄTNA derimod, som Tuva da også nævnte som en sikker vinder, da jeg få dage inden prisuddelingen havde denne snak med hende. 

Læs også  Ugens Upcoming: Helena Gao

Næste stop på Tuvas musikalske rejse er et album, som artisten så småt har løftet sløret for med den netop udgivne single “Growing Pains”. En single, vi tidligere har omtalt som »et dejligt, alternativt lo-fi nummer, som giver anledning til udforskning og genlytning,« og det er  bestemt stadig aktuelt. 

Tuva fortæller, at det kommende album indkapsler den følelse af overvældenhed, som på godt og ondt kan opstå i forlængelse af, at man vender tilbage til virkeligheden efter længere tids isolation. En følelse, som mange af os nok kan relatere til i disse tider.

– Tidligere har jeg fået at vide, at min musik var meget ‘flot og sødt’, og det blev jeg egentlig lidt ked af – det syntes jeg ikke, var særligt sejt, griner Tuva og fortsætter. Derfor har jeg gennem tiden været meget optaget af at lave mere hårdtslående musik. Mine tekster er jo ikke særlig ‘søde’, så jeg proppede før i tiden distortion på alt – også vokalen. Nu har jeg en idé om, at folk godt ved, hvem jeg er, og jeg har derfor fjernet distortion fra vokalen. Så det kommende album er hårdt, men jeg har ikke som tidligere haft brug for at bevise noget.

Albummet, der har fået titlen Growing Pains & Pleasures, beskriver Tuva som »hvis Feist gik sammen med Nirvana og lavede et barn.« Et ret interessant mix, som vi kun kan gisne om, indtil det fulde album rammer gaden. 

Som mange andre aspirerende musikere, har Tuva i flere år drømt om det store øjeblik, hvor hun får lov til at indtage en af Roskilde Festivals scener. En drøm, som stadig lever: 

– Min største drøm har altid været at spille på Roskilde Festival. Og hvert år tænker jeg ‘næste år! Der sker den’. Men det er ikke sket endnu, så det er stadig dét, som er min største drøm. Men min næststørste drøm er at kunne fortsætte med at leve af musikken. Og det gør jeg jo nu, så egentlig har jeg vel fået opfyldt den drøm?