Foto: Netti Hurley
Label: Blue Flowers
Udgivelsesdato: Fredag den 5. feburar 2021

Den talentfulde englænder Puma Blue er ude med sit efterhånden længe ventede første officielle album. Han har gennemlevet en årrække med søvnløshed og lange nætter. Nu har den dygtige producer og sanger alligevel fundet en vej gennem mørket, og skabt et lysende og originalt debutalbum – moderne kammerblues for den søvnløse melankoliker. 

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

[rwp_box id=”1″]

Jeg kan huske for snart ti år siden, da Jacob Allen på sin Soundcloud under sit civile navn udgav nogle jazzede minimalistiske demos, som han meget rammende selv beskriver som “telefonsvarerballader”. De lå et sted i periferien af den musikalske lo-fi bølge, der netop især udsprang på Soundcloud.

Det vækkede interessen for den unge englænder med sin daglige gang i London, og siden er det blevet til et kunstnernavn [Puma Blue], nogle fine EP’s og et smukt livealbum. 

Nu er den 25-årige producer og sanger endelig ude med sit officielle debutalbum “In Praise Of Shadows”, hvor han holder fast i den nedskalerede lo-fi bedroom-lyd, som præger albummet, og som albumcoveret også er med til at illustrere. Det er både et minimalistisk og alsidigt værk, hvor der trækkes tråde til forskellige genrer.  

Puma Blue leger med sin stemme, skalaer og genrer – alt fra hiphop, r&b og jazz til elektronisk ambient – der flettes sammen og danner kompleksiteten i minimalismen og i sig rummer flere fine melodier. På moderne vis benytter Allen sig af alle kneb fra trommemaskine, auto-tune og vocoders og så videre.  For eksempel på nummeret Snowflower skrues der helt op for både auto-tune og det markante trommebeat, som jeg vil vende tilbage til.

Albummet skildrer livet og tankerne for en ung og følsom mand, hvor emnerne cirkulerer om sårbarhed, kærlighed, kærestesorger og den svære afsked. Den følsomme londoner er både seriøs og legesyg, og han også henter sin inspiration fra mange store kunstnere (med stort k) fra Björk til Sade til Jeff Buckley og ikke mindst D’ Angelo. 

Et af de numre – tilbage fra Soundcloud-dagene – som jeg tydeligt husker er It Is Because. Det har også fundet vej til pladen og indkapsler den seriøse multiinstrumentalists talent ret godt. Det er måden, hvorpå han på enkel vis skaber stemningsfulde og melodiøse sange. 

”In Praise of Shadow” er i sin sandhed gennemsyret af melankoli og ambivalens, hvor alle de spørgsmål, der hober sig op, når man føler sig usikker og utilstrækkelig italesættes. På It Is Because krænges hjertet ud med:” Why won’t you stay with me?”. Der er ingen tvivl om Allen er en følsom fyr, og det lægger han heller ikke skjul på. Jeg synes det er befriende, når man tør at give plads til det følsomme og melankolske. 

På “Opiate” præsenterer Allen en smule mere up-tempo hiphoptrommebeat med et fængende omkvæd ”I must be loosing my mind”, der bliver tilført den gennemgående bløde guitar samt stemningsfulde blæseinstrumenter. Numrenes følsomme udtryk tilført disse til tider markante hiphop-beats skaber en form for dissonans, eller kontrast om man vil. Det fløjlsbløde og følsomme univers får en form for modspiller. 

På Silk Print bevæger det sig over i det mere stille drømmende og svævende univers med flere bløde guitarstrøg, tilsat Allens døsige stemme, der inviterer dig ind i sit soveværelse, hvor kun et skarpt månelys råder.   

Det gennemgående irritationsmoment på pladen er Allens brug af trommemaskinen, der i min optik til tider skaber et monotont udtryk, hvorfor nogle af numrene bliver for ensformige. Man kunne ønske sig mere organisk lyd, der flere steder ville passe bedre. Der kommer et tidspunkt, hvor man i det hele taget har fået tilført nok af den samme sang, så at sige.

Det er dejligt når Jacob Allen åbner helt op for det organiske lydudtryk, som han for eksempel gør på slutningen af Bath House eller slutnummeret Super Soft og især det første minut, hvor det knitrende akustiske guitarspil fungerer rigtig godt i sig selv og bliver en blød indie-rock. Det beviser netop Allens alsidighed, som hele pladen gerne måtte have haft mere af. Tilten Super Soft beskriver meget fint albummets karakter, hvor Allen diskuterer med sig selv, som han så ofte gør gennem pladen ”i could be wrong // I’ve been wrong before” og konkluderer slutteligt: ”There’s no way // There’s no way I’m better off”. 

Seneste single der udkom i tirsdags “Already Falling” er et godt eksempel på en af de såkaldte telefonsvarerballader, hvor Allen nærmest mumler sig igennem verset. I omkvædet synger han “always falling in love with the shape of you”. Den fader ud med et lækkert groovy beat, der igen beviser Jacob Allens evne til at skabe stemningsfulde og lækre produktioner. 

Hele pladen emmer af en melankoli og eftertænksomhed – poetiske betragtninger flettet ind i dagligdagsjammer – og spørgsmålet er om det bliver for meget. 

Det er i det hele taget superblødt og ikke nok med at Puma Blue giver det melankolske plads, dyrker han det også. Han skaber et univers, hvor man helt klart skal købe præmissen om at smerte rimer på hjerte, men gør det med musikalsk overskud og personlig dybde.

Det har resulteret i et følsomt og komplekst værk, hvor han musikalsk lader sig inspirere mange steder fra, men formår at skabe sin helt egen musikalske identitet og lydunivers, som ender med at indprente sig i sit system. 

[/ihc-hide-content]