08 jan Viagra Boys – Welfare Jazz

Foto: Fredrik Bengtsson
Label: YEAR0001
Udgivelsesdato: Fredag den 8. januar 2020

Det svenske post-punkband Viagra Boys kæmper fortsat en brav kamp imod maskulinitetens destruktive side på deres andet album, men de gør det på en mere eksperimenterende, sårbar og tematisk fokuseret måde. ‘Welfare Jazz’ er endnu et skridt i den rigtige retning for bandet og en tydelig forbedring fra det ellers udmærkede debutalbum – om end stadig med bump på vejen.

[rwp_box id=”0″]

Viagra Boys’ andet album er blevet til efter en periode, hvor forsanger Sebastian Murphy ikke just havde været den bedste version af sig selv – bland andet grundet et overforbrug af stoffer. Hans kamp mod sig selv og den indre, destruktive maskulinitet er derfor blevet det tematiske omdrejningspunkt for albummet, og det fungerer utroligt godt med en så tydelig rød tråd og en nærmest narrativ opbygning. Udover de lækre glidende overgange, der er mellem mange af numrene, sidder man med en følelse af, at der generelt er blevet tænkt over sangenes placering på tracklisten. Murphys skiftende emotionelle tilstand er perfekt afspejlet – hovedsageligt fra beruset og egoistisk røvhul til bønfaldende og tilsyneladende forandret mand. Intensitetsmæssigt er albummet også fint afbalanceret, men der er dog en enkelt passage, hvor luften går lidt af ballonen. Midt i albummet er det instrumentale nummer ”6 Shooter” placeret, og idéen med at have et slags ordløst pusterum undervejs er da også ganske fin – men der sker bare ikke nok på nummeret til at retfærdiggøre de næsten fem minutter, det løber op i – især ikke når man vælger at placere sketchen ”Best In Show II” lige efter.

Ud over dette bump på vejen, er der dog ikke det store at sætte en finger på. Stort set alle de øvrige sange på albummet er Viagra Boys på et højere niveau, end vi hidtil har hørt dem – måske lige bortset fra ”Girls & Boys”, som lyder lidt for meget som noget, bandet har udgivet før. Det er en anelse langtrukken.

At størstedelen af sangene leveres til UG skyldes primært, at de har turdet at eksperimentere med deres lyd og i særdeleshed med de to mest karakteristiske elementer af denne: Murphys vokal og Oskar Carls’ jamrende saxofon. Forsangerens stemme får lov til at blotte sig langt mere end tidligere på numre, hvor det sædvanlige høje niveau skrues lidt ned, og saxofonen virker ikke længere blot som en vellydende gimmick, men bidrager i stedet i langt højere grad til det emotionelle punch, der især skinner igennem på ”To The Country”.

Sammen med alle de mange nye forbedringer er den velkendte samfundskritik – pakket ind i tyk ironi – i den grad stadig at finde på Welfare Jazz, og der findes vel ingen mere passende måde at afslutte albummet på end med det overamerikaniserede, apokalyptiske karaoke-cover af John Prines country-klassiker ”In Spite of Ourselves”. Det nummer er – sammen med resten af albummet – et perfekt bevis på, at Viagra Boys er i hopla lige nu – fortsat med et glimt i øjet, men med langt mere dybde end hidtil. 

– Af Simon Rønne