Ugens Upcoming: DAYYANI

Foto: Synkron (Asbjørn Kragh)

DAYYANI inspireres af 00’er pop og seje kvinder og er denne uges Upcoming.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]


Hold øjne og ører åbne. Den femte februar udgiver den unge, danske kvinde DAYYANI sin debut-EP. Lyduniverset bevæger sig både omkring rock, EDM, jazz, R&B og 80’er-pop. Det er altså et mix af mange forskellige genrer, som DAYYANI har gjort brug for at skabe sin unikke lyd. Udover de mange forskellige genrer inspireres den unge artist også af en mellemøstlig lyd, som særligt præger singlen “Someone Else”. Vi spår girl-power og gå-på-mod på den nye EP fra DAYYANI. Varm op til EP’en med dette interview, hvor DAYYANI fortæller om sine drømme, personlige musik-favoritter og processen bag musikskrivningen.

Hvem er DAYYANI?

DAYYANI er mit soloprojekt og efternavn. Jeg skriver om mine oplevelser, erfaringer og tanker i og om mit liv som ung og dum. Om at tage i byen og få knust sit hjerte. Om seje kvinder og dumme mænd. 

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Jeg har det lidt skizofrent, når det kommer til mit lydunivers. På min EP er både rock, EDM, R&B, jazz og 80’er pop at finde. Det er lidt af en smoothie. Den er lidt grim, men den smager rigtig godt. Udover det, har jeg altid været draget af mellemøstlige skalaer og toner, så det er der også en del af. 

Hvordan startede du?

Jeg mødte Johannes – min partner in crime – en aften, hvor jeg spillede med mit sammenspilshold fra MGK i Aarhus, da jeg gik dér. Vi faldt i snak over en øl og aftalte, dén aften, datoer til at tage i studiet. Og derfra tog “All The Things I’m Learning” form. 

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Typisk kommer jeg med en demo, som Johannes får i hænderne, og så sidder vi med den sammen. Musikalsk kommer vi fra to vidt forskellige verdener, og derfor er det altid rigtig sjovt i starten, når en sang bliver til. Men med tiden har vi lært at forstå hinandens sprog, og jeg tror virkelig, at vores forskellighed også er vores styrke. Vi laver sange, man ikke har hørt før.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Vi er mega inspirerede af 00’er pop. Gwen Stefani spiller en helt central rolle. Men også Missy Elliot og Beyoncé (særligt i Destiny’s Child) har haft stor indflydelse på det musik, jeg laver. Erykah Badu har altid haft en særlig plads i mit hjerte, og jeg finder hende hele tiden i de ting, jeg laver, selvom jeg ikke altid er bevidst om det. 

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Jeg har lyttet til vildt mange danske tøser på det seneste. FVN og Kaaliyah topper min personlige hitliste. 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

EP’en er afslutningen på første era, kan man sige. Det er første kapitel. Bag kulisserne er vi gået igang med andet kapitel og har efterhånden været i gang i et stykke tid. Vi har brugt en del tid på at udforske vores lyd, og vi er kommet frem til noget rigtig lækkert, som jeg glæder mig til at vise frem – forhåbentligt snart. 

Hvad er drømmen?

– At spille verden rundt – på store scener. Men jeg starter lige på Roskilde. I kan bare skrive til min booker 🙂 

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– “Someone Else”! Helt sikkert. Groovet er hverken til at hugge eller stikke i. Lige til bilen.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

– Russian heroin. Det er ikke en drink men et shot – men det gælder vel stadig? Til jer der ikke kender det, så er det Kahlua og tequila som et shot, hvorefter man spiser en limebåd, dyppet i sukker på den ene side og i kaffepulver på den anden. Det er lidt det samme med DAYYANI; der sker en hel masse ting, som du ikke havde set komme, men du får det totalt fedt.

[/ihc-hide-content]

Tags:
Sofie Pindstofte
sofiepindstofte@bandsoftomorrow.com