19 jan shame – Drunk Tank Pink

Foto: Sam Gregg
Label: Dead Oceans
Udgivelsesdato: Fredag den 15. januar 2021

Med deres fantastiske andet album, ‘Drunk Tank Pink’, slår London-drengene i shame sig i den grad fast som nogle af frontløberne for den fremadstormende britisk/irske post-punkbevægelse.

[rwp_box id=”0″]

Efter en succesfuld udgivelse af deres debutalbum, Songs of Praise, drog shame ud på en større turné, og for at holde gejsten oppe. Under det store pres pådrog de sig lidt af en dårlig vane i form af deres alkoholforbrug. Da coronaen efterfølgende lukkede hele verden ned, sad forsanger Charlie Steen tilbage alene i sit lyserøde værelse med efterklangen af tilskuernes hvin og et tomrum i sit sind. Ud af dette tomrum spirede Drunk Tank Pink frem, og det kan meget vel vise sig at blive det definitive corona-album.

Shame skildrer denne historiske tid som få. I stedet for at sigte efter at ramme så bredt som muligt, går Steen helt tæt på sin egen oplevelse med karantænen og de medfølgende følelser af isolation, rastløshed og savn. Dette resulterer i en skildring, der – på trods af baghistorien, som ligger langt væk fra de fleste civile menneskers liv – føles mere ægte, vedkommende og relaterbar. Linjer som disse fra det passende betitlede ”March Day” kan mange af os i hvert fald sikkert nikke genkendende til:

// All alone, in my home // Yeah, I still can’t get to sleep //

Generelt er der noget over teksterne på Drunk Tank Pink, og måden hvorpå Steen leverer dem, der både skubber lytterne væk i irritation og omfavner dem med solidaritet og en forståelse af, at vi alle er i samme båd. Ligeledes føles lydsiden simultant støjende og behagelig på en måde, der perfekt opsummerer den ambivalente følelse af karantænens isolation. De hårde post-hardcore-agtige guitarriffs går perfekt i spænd med funk-punk inspirationerne – heriblandt Talking Heads og Parquet Courts – og vekslingen mellem det charmerende up-beat, det aggressivt fandenivoldske og det melankolsk introspektive er perfekt afbalanceret.

Hver eneste sang rammer lige, som den skal, i en smuk forlængelse af forrige nummer, men nogle steder på albummet bliver det måske en kende derivativt i forhold til shames genrefæller. Det er derfor også svært at udpege enkelte numre, men man kan ikke komme udenom, at den knapt syv minutter lange albumlukker ”Station Wagon” er et komplet bæst af et nummer – ment på den mest positive måde overhovedet. Alle tre førnævnte emotionelle yderligheder er omfattede i dette ene nummer, der progressivt vokser sig større og større, vildere og vildere, for til sidst at slutte albummet af på den helt perfekte måde. Har man af en eller anden ufattelig grund ikke lyst til at springe direkte ud i at lytte hele albummet, kan man få en smagsprøve ved at lytte til dette nummer, men du snyder virkelig dig selv ved at springe de resterende 10 numre over, for de er alle næsten lige så sublime.

Godt nok er vi kun omkring to tredjedele inde i årets første måned, men vi er allerede blevet forkælet med et album, som har en vis sandsynlighed for at havne øverst på min årsliste, når vi kommer dertil.