Foto: JENNY BERGER MYHRE
Label: Bella Union
Udgivelsesdato: Fredag den 15. januar 2021

Pom Poko er navnet på Studio Ghiblis skøre japanske animationsfilm, hvor man følger rebelske formskiftende mårhunde med ualmindelige store testikler, men det er også navnet på et af Norges mest spændende bands for tiden, hvis nye album fører deres vildskab og kreativitet til nye højder.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

[rwp_box id=”0″]

Med udgivelsen af debutalbummet Birthday tilbage i 2019 imponerede og overraskede den norske kvartet Pom Poko musikverdenen med deres innovative lyd. Deres finurlige tilgang til rock/pop-genren blandet med en uforudsigelig punket nerve indfangede på mange måder den tossede men elskværdige energi fra animationsfilmens univers. På deres nye album Cheater har bandet skruet endnu mere op for vildskaben og lever for alvor op til deres navn med en hidtil uhørt kreativitet og energi.

Cheater kommer godt fra start med åbningsnummeret af samme navn. Her bliver man kastet frem og tilbage mellem et hurtigt vers af skingre næsten krautrock-agtige elementer og et mere fritsvævende omkvæd båret af frontkvinden Ragnhild Fangels lyse vokal. Der går dog ikke lang tid, før man befinder sig i krydsilden mellem et hektisk pitchet-guitarinferno og en monstrøs pumpende fuzz-bass. Pom Poko er tilbage, og de har ikke tænkt sig at fjerne foden fra speederen lige foreløbig, hvilket de efterfølgende tre sange ”Like A Lady”, ”Andrew” og ”My Candidacy” understreger. Men som debutalbummet lærte os, trives Pom Poko bedst i kontrasternes univers, og de eksplosive momenter, vi bliver udsat for på albummet, bliver næsten altid smukt afbalanceret med skrøbelige og inderlige musikalske øjeblikke. Specielt på singlen ”My Candidacy” udforsker bandet grænserne for deres musikalske kontraster. Her er verset igen en hektisk affære, hvor trommer, bas og guitar raser om at komme frem til målstregen først, men ud af det blå bliver kapløbet stoppet af et beroligende omkvæd, der mest af alt minder om en vuggevise. Men bedst som man har fået lyst til at dvæle i det uskyldige omkvæd, bliver man straks kastet tilbage i det kaotiske punk-race.

Vi skal helt frem til midten af albummet og nummeret ”Danger Baby”, før vi får vores første og eneste pusterum på albummet. Med et roligere tempo og en dejlig jazzet akkordprogression minder sangen om de mere bløde momenter fra debuten, og ”Danger Baby” står som et af albummets absolutte højdepunkter. Dette skyldes specielt det formidable Pom Poko-esque guitar riff, som sangens omkvæd er bygget op omkring, og som med det samme sniger sig ind på listen over de stærkeste musikalske øjeblikke i bandets diskografi.

Denne sang markerer halvejsmærket på albummet, og selvom anden halvdel uden tvivl kommer til sin ret, formår den dog ikke helt at runde albummet af, som jeg havde håbet på. Tag ikke fejl, nogle af de mest interessante momenter på albummet befinder sig i anden halvdel – for eksempel den kaotiske storm, der er outroen på ”Andy Go To School” eller ”Look”, der igen kaster os ind i et instrumentalt inferno af en anden dimension. Men en sang som den hard-rock inspirerede ”Curly Romance”, med dens lidt banale half-time riff, virker desværre lidt flad efter de tidligere sanges magtdemonstration i kreativitet og innovation. På samme måde efterlader afslutningsnummeret ”Body Level” én med en tom følelse af, at der kunne have været mere, hvilket er en skam, da en mere mindeværdig afslutning for alvor ville have cementeret Cheater som det fænomenale album, det egentlig er.

Så selvom bandet måske ikke er lige så gode til at formskifte, som mårhundene er i filmen, præsenterer Cheater dog alligevel nye innovative sider af bandet, samtidig med at de har finpudset de bedste elementer fra debuten. Cheater er derfor endnu et solidt udspil fra de norske art-rockere, som bliver ved med at overraske og fænge – og som bestemt er et lyt værd.

[/ihc-hide-content]