Forførende single fra bedroom popartist Goofy Geese tager dig med på kærlighedstur langs stranden

Foto: Enis Kasikci 

Vær klar på at overgive dig til kærlighedens magtesløshed og lad dig forføre af Goofy Geeses nye single “Poppy Blue”, der handler om, hvordan fascinationen af en enkelt blomst, kan få alle andre blomster til at ligne ukrudt.

Med sin nye single “Poppy Blue” gør den norske bedroom popartist Goofy Geese livets sværeste sider legende lette. For selvom kærligheden tit medfører modgang og magtesløshed, så formår Goofy Geese at skildre den smukkeste side af den svære tilstand. “Poppy Blue” handler nemlig om at lade sig overgive til følelsen af magtesløshed, og om hvordan det eneste, der betyder noget, er at bevare den varme følelse, kærligheden giver.

Det bedste, manden bag Goofy Geese Mats Jøger ved, er en lang gåtur på stranden og en kold øl. Og lukker man øjnene og lader sig forføre af “Poppy Blue”, føles det næsten som om, man går der i vandkanten ved siden af Jøger. Det langsomme beat kunne sagtens være bølgerne, der taktfast kærtegner strandkanten, og de skæve akkorder og de mange korstemmer kunne ligeså vel være solens stråler, der giver kulør til de i forvejen forelskesrøde kinder.

Som artistens navn antyder, har sangen en ‘goofy’ stemning, men ikke desto mindre formår Goofy Geese at gøre sangen meningsfuld, fordi den skildrer en sindstilstand af kærlighed, de fleste nok i virkeligheden ville ønske, at man kunne være i for evigt. Og når man sætter “Poppy Blue” på i høretelefonerne og går en tur ned af stranden med Goofy Geese, så får man en snært af den følelse.

At det er Mats Jøger selv, der udover at synge har indspillet alle instrumenterne, gør ikke sangen mindre imponerende. Vi glæder os i hvert fald til forhåbentlig mange flere gåture langs stranden med Goofy Geese.

Lyt på Spotify

Lyt på Apple Music

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com