Arlo Parks giver forsmag på fredagens længeventede debutalbum med ny single og video

Foto: Alex Kurunis

På fredag udkommer Arlo Parks’ imødesete album, men allerede nu teaser hun det med singlen “Hope”. Til singlen følger også en smuk video, der viser, hvor vigtigt venskab er.

Vi kan næsten ikke vente, til Arlo Parks’ længeventede debutalbum Collapsed In Sunbeams udkommer nu på fredag, den 29. januar. Og nu har det britiske stjerneskud heldigvis givet os noget at holde ventetiden ud med. Arlo Parks’ nye single hedder “Hope”, og den handler om noget så fint som venskaber. I den kortfilm, der udkommer sammen med singlen, følger vi en pige, der tydeligvis føler sig ensom og udenfor. Og til tonerne af Arlo Parks’ luftige stemme, der synger // You’re not alone like you think you are // ser vi, hvordan Arlo Parks henvender sig til pigen og langsomt men sikkert opbygger et venskab med hende. Til sidst binder videoen en fin sløjfe på fortællingen, da den formidler, hvordan man – selvom man har gode venner – stadig kan føle sig ensom og alene. Her tager Arlo Parks ansvar, som den gode ven hun er, og giver sin nye veninde det skub, hun har brug for, for at komme igennem den svære tid. Videoen er endnu et resultat af et samarbejde med den dygtige instruktør Molly Burdett, der også har tidligere har været med til at lave Arlo Parks’ musikvideoer (“Black Dog” og “Hurt”).

Vi er endnu en gang imponerede over Arlo Parks’ evne til at indrage sine lyttere i sit musikalske såvel som visuelle univers, og “Hope” fortjener virkelig et lyt – og nu glæder vi os endnu mere til albummet Collapsed In Sunbeams, som udkommer på fredag den 29. januar.

Hør sangen lige her, mens du ser den rørende video.

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com