fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 4

Foto: Gurli Octavia // Sarah Solei Buthmann

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til dansevenlige elektroniske universer, fløjlsblød soul eller alternativ popmusik med alt hvad der hører til, vil der forhåbentligt være noget at hente i vores anbefalinger.

Arlo Parks – Collapsed in Sunbeams

Endelig fik vi lov at høre Arlo Parks debutalbum, og vi er bestemt begejstrede. Det kan du læse mere om i vores anmeldelse her. Det britiske popstjerneskud udgav i 2018 sin debutsingle “Cola”, og hendes tålmodige fans har skulle vente længe på dette udspil. Som vores anmelder påpeger er der i realiteten kun tale om ny musik på halvdelen af albummet. Fem af numrene blev nemlig udgivet som singler i 2020. De udgivelser verden endnu ikke har lagt øre til, er dog mindst lige så gode som de tidligere udgivne singler. Helheden fremstår yderst velovervejet. Singlen “Hurt” der udkom tidligere på ugen handler om venskaber, og et budskab om ensomhed der kommer til udtryk i omkvædet // You’re not alone like you think you are //.

Lyt på Spotify.
Lyt på Apple Music.

Bård Berg – Oslo Beats Vol II

Norske Bård Berg er ude med sit andet album, som er fyldt med lækre beats og smukke gæstevokaler. Bård Berg har en baggrund som jazztrommeslager, og det fremgår tydeligt på Oslo Beats Vol II hvilken virtuos kontrol over rymik Bård Berg behersker. Det er et strømlinet og velproduceret album der kombinerer disco-house, free jazz, club music og after-hours chillout. Resultatet er et yderst vellydende album der både egner sig til, at ryste røv på klubben og til, at stirre ud af vinduet og dagdrømme. Oslo beats Vol II er en hyldest til byen og samtidig et klart bevis på, at der kommer noget godt ud af at samarbejde med andre. Forkæl dine ører ved at sætte dette lækre album på.

Lyt på Spotify.
Lyt på Apple Music.

Læs også  Fra skøn electropop til 1960'er-inspireret indie pop: 5 franske navne du skal kende til

Celeste – Not Your Muse

På sit debutalbum demonstrerer Celeste sit enorme vokale talent. Hendes smukke og unikke stemme står soleklart på hver en skæring. Det overvejende akustiske lydunivers klæder Celestes jazzede og luftige stemme, og mange sætter hendes soulede udtryk i association med Amy Winehouse. Celeste var i øvrigt også aktuel på soundtracket til den seneste Disney x Pixar film “Sjæl” på nummeret “It’s All Right”, der er at finde på deluxe-udgaven af dette album. Debutalbummet Not Your Muse byder på masser af sjæl, og er bestemt værd at lytte til i en rolig stund. Du kan desuden læse om, da vi mødte Celeste i hendes hjemstavn Brighton her.

Lyt på Spotify.
Lyt på Apple Music.

Gurli Octavia – I Could Be Blossoming Instead

Gurli Octavia er ude med sit længe ventede debutalbum I Could Be Blossoming Instead, der rummer hele 15 skæringer på den digitale udgivelse. Men hvis man vil have den fulde pakke må man købe vinylen hvorpå samtlige 19 numre er på. Albummet er en yderst personlig plade, der både rummer sorg og bearbejdelse, men også frigørelse og håb for fremtiden. Den er også personlig i kraft af, at Gurli Octavia har forpligtet sig til, at være bossen og har frigjort sig fra andre folks holdninger. Hun fortæller:

Op til albummet havde jeg en slags åbenbaring om, hvor meget jeg i virkeligheden lod folk styre mine kreative valg. Jeg havde ikke nogen tillid til at det, jeg lavede, var godt nok, og jeg tvivlede meget på om både min kreativitet og min sangskrivning var god nok. Og det blev jeg bare pissetræt af.

Lyt på Spotify.
Lyt på Apple Music.

Læs også  Nordiske Hits // Uge 20

MoonBee + The Astronauts x WHO KILLED BAMBI – Come Move In Another Dimension Part I & Part II

MoonBee er ude med en helt særlig udgivelse. Den dobbelte debut-EP Come Move In Another Dimension Part I & Part II er resultatet af et eksperiment med dualiteter. De samme seks sange udtrykkes i to vidt forskellige soniske universer på henholdsvis Part I og Part II. Part I kombinerer fede elementer fra fortidens musik, særligt atmosfæriske 80’er synthesizer pryder det smukke lydbillede, der på samme tid lyder nostalgisk og futuristisk. På Part 2 er udtrykket et helt andet med fortryllende strygerarrangementer fra kvarteten WHO KILLED BAMBI. Her har sangene en anden inderlighed i kraft af MoonBees stemme, indhyllet i strygerne og trommemaskine. Lydbilledet er skrøbeligt og sart, hvilket får melodierne og lyrikken til at fremstå endnu mere klart. Det er et yderst veludført og overvejet udspil fra MoonBee.

Lyt til Come Move In Another Dimension Part I & Part II på Spotify.
Lyt til Come Move In Another Dimension Part I & Part II på Apple Music.

Gå heller ikke glip af:

Cassia – Powerlines
Goat Girl – On All Fours
ISÁK – Roasut
Kúlu – Lucidity
Mads Beldring – Papir
Necklace – ‘Mazing
O.P.Smukmann – Starten Slutter
Sille Nilsson – Sig en lyd
Solvej – Drømme på dage, hvor tanken er tung
The Crayolas – Post-Modern Days
The Vaughns – rom-coms + take-out

Jakob Bjerrum Thisted
jakobthisted@bandsoftomorrow.com