Foto: Alexandra Waespi
Label: Transgressive Records
Udgivelsesdato: Fredag den 29. januar 2021

Britisk stortalent leverer solidt debutalbum med fokus på et yderst vigtigt emne.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

[rwp_box id=”0″]

20-årige Arlo Parks er uden tvivl et af de største solisttalenter på den britiske scene lige nu. Hendes musik har allerede vundet hende ros fra mange af de ledende musikpublikationer, og blandt beundrerne findes berømte navne som Billie Eilish og Phoebe Bridgers. Nu er hendes debutalbum Collapsed in Sunbeams – som fans har hungret efter, siden hun i 2018 droppede den populære debutsingle ”Cola” – endelig ude. Reelt er der dog kun tale om et halvt album af ny musik. Fem af de elleve egentlige numre på albummet – det Instagram-poetiske introdigt ikke medtalt – blev nemlig udgivet som singler i løbet af 2020. Har man på forhånd lyttet til disse numre, dæmper det selvfølgelig lidt den spænding, der normalt er ved at sætte tænderne i et splinternyt album, men det bør ikke have nogen negativ effekt på albummets kvalitet. Tværtimod siger det netop en del om denne, at så mange numre har styrken til at stå på egne ben på den måde – og faktisk ville mange af de resterende sange være lige så velegnede som singler. 

Dette vidner til gengæld også om, at der ikke just bliver eksperimenteret voldsomt med popsangsstrukturen, som bliver (gen)brugt hele albummet igennem. Hoveddelen af projektet består således af den soulede bedroom-pop, som Parks er blevet kendt for, hvilket resulterer i en simplicitet, der er ved at koge over et par gange undervejs. Selvom alle sange er en fornøjelse at lytte til i nuet, er det altså de færreste af dem, der er specielt mindeværdige i det lange løb. Et par numre stikker dog ud: ”Hope” bærer med sine jazz-rockede kombination af saxofon og guitar tydelige præg af Parks’ idolisering af King Krule, mens den grynede og tunge instrumental på ”For Violet” virker som en hyldest til legendariske trip-hop acts som Portishead og Massive Attack. Især sidstnævnte lyd så jeg personligt meget gerne Parks læne sig mere op ad på fremtidige udgivelser, da den byder på en anderledes, mere melankolsk gribende, tilgang til hendes tekstunivers, der udover kærligheden ofte tager udgangspunkt i problemer med det mentale helbred.

Hvor mit ønske om en mørkere lyd givetvis også ville betyde en mere pessimistisk tilgang til emnet – der ganske vist også kan være terapeutisk på sin egen måde – vælger Parks i stedet at bruge sin musik til at give folk med mentale helbredsproblemer et lys i mørket. Hun besidder en fantastisk varme og modenhed, der skinner igennem i musikken, når hun tager lytteren i hånden og siger, at det hele nok skal gå med linjer som denne fra ”Hurt”: 

// I know you can’t let go of anything at the moment // Just know it won’t hurt so much forever //

Budskabet er vigtigt, og det bliver leveret tydeligt og enkelt – præcis hvad Parks’ unge målgruppe (og resten af verden) har brug for i disse tider. Godt nok bliver musikken ikke altid hængende i ørerne længe efter, men den gode, opmuntrende energi kan mærkes længe efter. 

[/ihc-hide-content]