Pil får hjælp af Andreas Odbjerg til at synge om misundelse

Foto: Natasha Penaguiao / Sarah Buthmann

Misundelse er en grim ting, men i den nye danske popsingle bliver det magisk.

Som forløber til sin kommende EP er den danske sangskriver og sangerinde Pil i singlen “Omvendt” gået sammen med radio- og EP-aktuelle Andreas Odbjerg.
Pil er kendt for at lave dansksproget pop med noget på hjerte, og har fået meget ros for sine velskrevne tekster, som er blevet kaldt intet mindre end “mesterligt konstrueret”. I sine tekster er hun ikke bleg for at beskrive skæve følelser, som kan være svære at sætte ord på, hvilket gør dem personlige og i øjenhøjde med lytteren. I “Omvendt” bliver der sat ord på følelsen af misundelse. Nummeret rummer en catchy instrumentalisering samtidig med, at sammenspillet mellem Pil og Odbjergs stemmer skaber en magi, hvor man glemmer alt om tid og sted.

Pil fik idéen til singlen en dag, hvor hun kom til at tænke på sin veninde fra folkeskolen. En veninde, som altid var fin og sød og scorede al opmærksomheden fra drengene. Derfor var det ikke sjældent, at Pil ønskede sig, at det hele ‘var omvendt.’ Pil udtaler, at misundelse ikke er en fin følelse, men at den er ægte. Derfor kunne det unge talent ikke længere se en grund til at skjule denne følelse og valgte at gøre en sang ud af det. Pil fik tanken om, at Andreas Odbjerg ville passe godt ind i det ærlige og følelsesmæssige univers, hvilket han selv var helt enig i. Andreas Odbjerg udtaler om samarbejdet, at han ikke havde en finger at sætte på Pils idé. Den rummede det hele.

Det er jo i virkeligheden den slags sange, jeg lever for – den helt simple menneskelige konflikt, fortalt på den mest enkle og anti-anklagende måde, man kunne forestille sig. Jeg var solgt.

Lyt til det lækre samarbejde her.

Sofie Pindstofte
sofiepindstofte@bandsoftomorrow.com