Foto: Xin Li
Label: Propeller
Udgivelsesdato: Fredag den 22. januar

Med stor kunstnerisk støtte rammer Lokoy desværre ikke helt plet i denne omgang. Men i det mindste er han nu på måltavlen. Og det er en start.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

Under kunstnernavnet Lokoy har den norske sanger og sangskriver Lasse Lokøy netop udgivet sit debutalbum, der har fået titlen Badminton. Helt alene har den unge norske musiker ikke været. På albummet optræder adskillige features (Moyka, Nils Bech, med flere), der hjælper Sløtface-bassisten i mål med sit spirende soloprojekt. Mere om det senere. 

Badminton består af 11 numre kun afbrudt af monologe interludes, der er autentiske brudstykker fra en optagelse, som Lasse Lokøy tog af en amerikansk Uber-chauffør, han syntes kom med guldkorn under køreturen. En ganske fin gimmick, der bestemt tilfører albummet noget af den mystik, som det desværre i forvejen mangler. 

Albummets intentioner er ellers tydelige; nordmanden vil skabe memorable og dansable poptoner, og det skal gøres ved en unik lyd. Det er tydeligt, at Lokoy har brugt ressourcer på at skille sig ud rent instrumentalt, og det er han (og diverse features) da også kommet fint i mål med. 
Fremhæves kan nummeret “glitter”, der står som albummets bedste bud på et hit. Også med nummeret “ghost town”, har Lokoy ramt det hele ’fint nok’. Nummeret sætter afslutningsvis et godkendt punktum for musikerens debutalbum.

Helt anderledes lyder nummeret “both eyes”, hvor Lokoy har fået følgeskab af Safario. Sammen har de skabt et elektronisk up tempo popnummer, hvis stemning godt kunne være inspireret af den britiske sub-genre grime. Hvorfor Lokoy mener, at nummeret, der ellers er ganske udmærket, passer ind her, er svært at sige. 

Overordnet set er det samlede indtryk ikke vildt sindsoprivende, men nærmere grænsende til det middelmådige og småkedelige. Men ikke desto mindre eksisterer Lokoy nu som artist på musikkortet – ganske vist kun som en lillebitte prik, men hver ting til sin tid.  

Som relativt ukendt artist, med et begrænset bagkatalog som solist, ville det have hjulpet lidt på det hele, hvis der var mere autentisk individualisme forbundet med udgivelsen. Bevares, det er spændende at invitere andre kunstnere indenfor, og det er ganske menneskeliggørende, når kunstnere også har brug for en hjælpende hånd, men jeg kunne godt have tænkt mig rent faktisk at høre, hvad han som solist selv er i stand til. For der er potentiale her. Men kortene skal spilles rigtigt – så kommer vi med sikkerhed til at høre mere.  

– Af Kristian Paris

[/ihc-hide-content]