fbpx

PREMIERE: Anna Leone er stærkt tilbage med storslået musikvideo

Foto: PR

Den svenske sangerinde Anna Leone er endelig tilbage med ny musik, og med singlen “Once” lever hun op til de høje forventninger. Med ny storslået musikvideo giver hun håb om, at selvom vi lever i en grå tid, skal alt nok blive godt igen.

Selvom hun endnu ikke er så kendt i Danmark, vidner hendes +30 milioner streaminger om hendes internationale potentiale og hendes nye single “Once” er i den grad et skridt i den rigtige retning.

“Once” er en skrøbelig sang primært bygget op omkring en akustisk guitar og Anna Leones smukke vokal, men selvom fundamentet er skrøbeligt, så ligger håb og styrke som et uigennemtrængeligt skydække ind over sangens struktur. Kontrasten mellem det simple setup og den inderligt håbefulde vokal, skaber en storslået følelse af, at man kan hvad man vil. Og efter at have hørt sangen, er det nøjagtig den følelse man sidder tilbage med. “Once” handler om følelsen af at sidde fast i usunde mønstre, og om at samle sig mod til at bryde ud af det igen. Om at livet er uforudsigeligt, og at man, for at komme videre, er nødt til at omfavne fortiden, og de fejl den nu engang indeholder. Hvis himlen er grå af fortidens skyer, må man affinde sig med det, før solen igen kan skinne igennem.

Læs også  Sving med smørhoften til den nye single fra WIDE

Til singlen udkommer også en smuk musikvideo oven i købet med den Portugisiske øgruppe Azoerne, som kulisse. Anna Leone udtaler selv, at vejret på øen var ekstremt omskifteligt, og at hun på en enkelt dag oplevede, hvad der svarer til alle fire årstider. Den uforudsigelighed som den storslåede natur giver udtryk for, spejler sig i den sindstilstand Anna Leone skildrer. Til sidst i videoen, møder Anna Leone en lille pige, og hun bliver symbolet på forsoning, og på at håbet igen vil indfinde sig.

Se musikvideoen her:

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com