fbpx

Fra hypnotiserende house til drømmende surfrock: 5 sydkoreanske navne du skal kende til

Foto: 박혜진 Park Hye Jin // The1Point8

Kom med på en musikalsk jordomrejse, når vi i denne artikelserie guider til artister fra nær og fjern. Denne gang går turen til Sydkorea, der mest af alt er kendt for deres K-pop, som for alvor har fået det asiatiske land på verdenskortet. Men K-pop er altså langt fra det eneste, det 100.210 km² store land har at byde på.

BIBI

BIBI, med det borgerlige navn Kim Hyung-seo, tog Sydkorea med storm, da hun i 2019 nåede helevejen til finalen i det populære TV-show The Fan. Siden har hun udgivet single efter single og en enkelt EP, mens vi stadig har det fulde album til gode. Med sin ubesværede, karakteristiske vokal og en alsidig lyd, der trækker tråde til genrer som R&B, soul og pop er der meget, som tyder på, at BIBI bliver den næste store stjerne på den sydkoreanske musikscene. Hun er allerede godt på vej med flere millioner streams på diverse streamingtjenester. Det er tæt på umuligt at skulle udvælge blot ét nummer fra BIBI, som du skal lytte til, da paletten som nævnt rummer utroligt mange forskellige farver og nuancer, men du kan jo starte med den soulede “I’m good at goodbyes”. Så bidrager du samtidig til kampen mod COVID-19, da al indtjening fra nummeret går til det gode formål. Bagefter kan du give den gas på stuegulvet til den mere hårdtslående “KAZINO”. God fornøjelse!

george

Et af de største og mest bemærkelsesværdige håb på den sydkoreanske R&B-scene i øjeblikket er fremadstormende george. Med sin fløjlsbløde vokal, der på fineste vis omringes af de selvproducerede beats, har george charmeret sig ind på lyttere fra nær og fjern. En tur til København fik sågar det sydkoreanske stjerneskud på Danmarkskortet, da han besøgte ingen mindre end Liss i deres studie. Sammen skabte de den formidable single “fallin”, som er et ret godt bud på, hvordan du bør lære george og hans lydunivers at kende.

Læs også  Redaktionen guider: Must sees til Roskilde Festivals Summer Days 2021

박혜진 Park Hye Jin

Et brud på sin danske koncertmødom blev det alligevel ikke til, da corona i sommer kom i vejen for 박혜진 Park Hye Jins debutvisit på dansk jord. Med sin nyligt udgivne EP How Can I skulle artisten nemlig have spillet på Distortion Ø. I et mix mellem det engelske og koreanske sprog og en til tider nærmest rappende tilgang til lyrikken berører 박혜진 Park Hye Jin genrer som trap, house og techno. Hendes lyd er unik og medrivende på en hypnotiserende måde, hvor der tydeligt ingen grænser sættes. Vi krydser alt, der krydses kan for, at 2021 bliver året, hvor det sydkoreanske stortalent kan opleves live på dansk jord!

Say Sue Me

Say Sue Me skal helst opleves live, med solen bagende i ryggen og en iskold øl i hånden. Og det var da også lige nøjagtig sådan, undertegnede stiftede bekendskab med bandet, da de under Reeperbahn Festival i 2019 fyldte Hamborgs gader med deres surfrockede indietoner. En lignende oplevelse må vi – tiderne taget i betragtning – nok have til gode lidt endnu. Suk… Måske denne livestream-koncert kan fungere som et lille plaster på såret. Gruppen lægger her ud med den forførende “Old Town”, som i 2018 blev deres helt store gennembrudshit, efter selveste Elton John spillede nummeret i sit radioshow Rocket Hour. Rimelig cool, ikke?

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 23

Yaeji

Okay, Yaeji er godt nok bosat New York, hvor hun også er født, men det gør hendes jo ikke biologisk set mindre koreansk. Og Korea er da heller ikke fuldkommen ubetrådt land for artisten, der i en periode af sine teenageår var bosat der med sin familie. Men nok om det, for i virkeligheden er det jo musikken, det skal handle om. Det er svært at sætte en finger på, hvad det helt præcis er, der gør Yaejis musik så fænomenal iørefaldende. Måske er det fordi, hun på sin helt egen raffinerede måde mixer det engelske og det koreanske sprog med finurlige house-beats og på den måde rammer perfekt ind i det 21. århundrede. Tydeligvis er undertegnede ikke den eneste, der er imponeret, for Yaeji er også at finde på Dua Lipas Club Future Nostalgia (DJ Mix). Yeaji udgav sidste år et 13 numre langt mixtape, så der er rigeligt at gå i krig med. Du kan jo lægge ud med den bombastiske “WAKING UP DOWN”.

Tjek også disse ud:

Balming Tiger
JAMBINAI
OurR
SE SO NEON
SOLE

– Af Amanda Bloch

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com