Oscar Lang – Antidote to Being Bored

Foto: Lewis Evans
Label: Dirty Hits
Udgivelsesdato: Fredag den 4. december 2020

Siden Oscar kom under pladeselskabet Dirty Hits’ vinger sidste år, har han bygget videre på sin lyd med den ene udgivelse efter den anden. På ’Antidote to Being Bored’ har det unge stjerneskud arbejdet videre med den lettere psykedeliske lyd fra det seneste og stadig dugfriske udspil ’Hand Over Your Head’ – og han rykker hermed endnu et skridt nærmere det tilsyneladende endeløse potentiale.

[rwp_box id=”0″]

Der er sket meget med Oscar Langs lyd, siden han i 2017 dukkede op som en del af den enormt populære bedroompop-bølge. Anført af navne som Clairo og Rex Orange County brød en lang række unge artister igennem med deres intime og ofte melankolske lo-fi DYI-produktioner, og dette betød i flere tilfælde opmærksomhed fra vigtige industrifolk. I 2019 blev det Langs tur til at skrive under på en pladekontrakt med det anerkendte Londonbaserede pladeselskab Dirty Hit, der blandt andet også huser hans hyppige samarbejdspartner beabadoobee. Dette har vist sig at være en ganske udmærket beslutning for begge parter, da samarbejdet har givet den unge sangskriver og producer endnu bedre muligheder for at udvikle sit enorme talent og eksperimentere mere med sin lyd.

Denne udvikling og bevægelse væk fra den intentionelt døsige eksekvering på tidligere projekter eksemplificeres perfekt med den nye EPs titelnummer og førstesingle Antidote to Being Bored, hvor Oscar Lang i bedste rockstjerne-facon skyder pladen afsted med hæsblæsende fart. Det er et ægte rocknummer, der med de flossede kanter og psykedeliske tendenser burde behage fans af Ty Segall og King Gizzard & The Lizard Wizard, som Lang selv har udnævnt som inspirationskilder.

Åbningsnummerets høje tempo opretholdes – i hvert fald til dels – på de to efterfølgende numre, ”That Wasn’t What I Said” og ”Pretty Princess”, hvorefter tempoet – men bestemt ikke kvaliteten – tager et dyk på albummets sidste to sange: den Beck-inspirerede ”Red Cherry Chapstick” og den jangle-poppede ”Something Has Changed”. Denne strukturering af EP’en – sammenkoblet med den psykedeliske lyd og æstetik – gør, at man som lytter føler sig revet med på et syretrip, der i første omgang rammer overvældende hårdt, men som man med tiden bliver akklimatiseret til. Herefter afsluttes trippet med en afslappende og euforisk følelse, og man efterlades med en lyst til at gøre det hele forfra igen. Dette skyldes hovedsageligt, at Oscar Langs sangskrivning er skarpere og mere potent end nogensinde før, og at produktionen ved hvert lyt bliver ved med at føles så frisk og nuanceret – noget som co-produceren Rich Turvey også må tage sin del af æren for. 

Man kan måske argumentere for, at der stilmæssigt er lidt for langt fra åbningsnummerets hårde psych-rock til EP’ens noget roligere og mere storladne afsluttende toner, men det psykedeliske koncept, tracklistens struktur og Langs strålende personlighed gør, at EP’en føles som én kunstnerisk helhed. Desuden vil jeg mene, at den stilmæssige variation vidner om en imponerende alsidighed og noget gå-på-mod, der er godt at have i denne tids musiklandskab – og i mine øjne er EP’en netop det ideelle format at udfordre sine genremæssige begrænsninger på.

På mange måder er Antidote to Being Bored – med dens psykedeliske tekster og hyppige brug af reverb og delay – en naturlig videreudvikling af lyden fra Oscar Langs seneste EP, og den unge brite slår dermed endnu en gang fast, at han er en af de allermest lovende artister i øjeblikket. Jeg ser frem til den næste udgivelse med en gigantisk portion forventningsglæde, og i mellemtiden vil jeg skamlytte denne EP.

– Af Simon Rønne

Tags:
Simon Rønne
Simonronne@bandsoftomorrow.com