11 dec Nilüfer Yanya – Feeling Lucky?
Foto: Molly Daniels
Label: ATO Records
Udgivelsesdato: Fredag den 11. december
Nilüfer Yanya er stærkt tilbage med opfølgeren til sidste års sublime album ‘Miss Universe’. En tre numre lang EP, hvor briten godt kunne udfordre sin sangskrivning og produktioner lidt mere – men som altid trumfer hun med sin hjerteskærende stemme.
[rwp_box id=”0″]
// If you ask me one more question // I’m about to crash //
Vi er først lige begyndt, men er allerede nået bristepunktet – sådan starter Nilüfer Yanya sin EP. Trofaste trommer, en tung distortet guitar, og sangerens skrøbelig og fine vokal jagter hinanden på taktslagene og smelter sammen på udgivelsens første nummer “Crash”.
Den Nick Hakim-producerede single, der allerede blev sluppet i slutningen af oktober, sniger sig perfekt ind i musikerens meget karakteristiske lydunivers, hvor melankoliens overtag bliver en dans på roser, og de til tider ubehagelige dele af tilværelsen nærmest hyldes.
På Feeling Lucky? indrammer Yanya tanken, som de fleste sikkert kender til; at ens gode eller dårlige øjeblikke er overladt til tilfældighed eller som resultat af enten at være heldig eller uheldig. En måde at slippe kontrol, men måske også fralægge sig ansvar – som et bekvemt plaster på såret og for at kunne retfærdiggøre ens lidt for store selvmedlidenhed.
Netop dette tema er tydeligst på EP’ens andet track “Same Damn Luck”. Det generelt meget cykliske nummer byder, trods sit simple arrangement, på masser af finurlige detaljer fra både guitar og kor, mens den stilsikre produktion fra Will Archer (som også producerede størstedelen af britens tidligere plade) sørger for tilpas nok dynamiske udsving. Her får sangerens falset virkelig også lov til at fylde, og der er som altid en helt særlig nerve og umiddelbarhed, som sitrer gennem hvert et ord. En iboende sandhed i Yanyas klang, som både kan være hjerteskærende og opløftende i samme melodilinje. Det var gennemslagskraften på hendes 2019-album Miss Universe, og det er det også her.
Som det afsluttende punch får vi det tempofyldte og måske mest poppede nummer på EP’en, “Day 7. 5093”. Fra half-time vers til det ivrige og ikke mindst sangvenlige ‘Yeah’-omkvæd viser Yanya sin evne til at dyrke det modløse på en legende og ‘græder-på-dansegulvet’-måde. Her bliver lydbilledet også pyntet med en tiltrængt mængde synthesizers – godt indspark fra EP’ens tredje producersamarbeje Bullion (som også hjalp til på den seneste Liss-udgivelse).
Den knapt 11 minutters julegave fra Yanya er en sikker opfølger til sidste års anmelderroste album og giver absolut abstinenser efter mere – særligt numre, hvor hendes ‘klassiske’ setup bliver sat lidt på spidsen, som man kun lige får snuset til her.
Se også den nye musikvideo til “Same Damn Luck” lige her.
– Af Ida Hummelgaard