INTERVIEW: Dansk/Islandsk popkomet gik fra at læse jura og være forlovet til at sove på sofaen i et studie – nu har han fundet lykken i musikken

Foto: Alexander Kaiser Lauritzen 

Den dansk/islandske kunstner DAVID44 levede et fint liv, læste jura og var blevet forlovet, men var ikke rigtig glad, da det indre kald indtraf – musikken. I dag er han glad for, at han turde kaste alt over bord og tage den livsomvæltende beslutning om at satse alt på en karriere i musikbranchen. Musikken blev starten på en ny begyndelse og tilværelse for den singleaktuelle singer/songwriter.

DAVID44, med det civile navn Davíð Ólafsson, er sanger, sangskriver og nærmest selvlært producer. Han er født på Island, men flyttede allerede som 9-årig til Danmark, hvor han siden har følt sig hjemme. Han er nu bosat på Frederiksberg i København og klar til for alvor at tage musikbranchen med storm. 

Den spirende popartist er garant for catchy melodisk elektropop, og sidste år udgav han sit debutalbum Truth., der blev velmodtaget med et utal af streams. Særligt  “Burn” fra samme album fik en varm velkomst og har i dag høstet over to millioner afspilninger udelukkende på Spotify. Albummet inkluderer primært engelsksprogede sange, men også et par på modersmålet Islandsk. I de sidste par måneder har han udsendt nye engelsksprogede singler, der befinder sig i samme musikalske og tekstlige univers – men selvfølgelig også med nye og friske inputs. 

Når man laver musik, går man igennem forskellige faser af sit liv. Man bliver ældre og inspireret af nye ting, selvom det ikke er et bevidst valg – og dette bevæger musikken sig i takt med.  

Bag kunstnernavnet DAVID44 er en historie, som nok de færreste bider mærke i:

Da jeg lavede mit kunstnernavn tilbage i 2016 ville jeg have et navn, der både repræsenterede Danmark og Island. 

1944 er nemlig året for Islands frigørelse fra dansk styre. 

Drastiske valg blev vejen til musikken

Emner som menneskers selvtillid, psykisk velvære og mangel på samme fylder meget hos Davíð, hvilket også afspejles i hans tekster. Tekstuniverset må gerne være dybt og vedrørende og er ofte centreret omkring opløftende følelser.  Han håber, at hans musik kan være med til at give glæde i et øjeblik. 

Jeg synes, det er skræmmende, at der er så mange mennesker, der går rundt og har det dårligt. At der er så mange mennesker, der mangler selvtillid og tiltro til sig selv.

Disse følelser er også nogen, Davíð selv kan nikke genkendende til. For vejen ind i musikbranchen blev Davíðs redning fra et liv, han ikke kunne se sig selv i. Et liv, hvor han følte sig ulykkelig. Han droppede ud af jurastudiet, sagde farvel sit studiejob, og ikke nok med det brød han også med sin forlovede.

Det spring har betydet, at han i dag befinder sig et sted, hvor elsker det, han laver. Han har fundet sin hylde og glæden ved livet gennem musikken. 

Se også videoen til “Space” her.

Det var ikke så stort et spring for Davíð, som det måske kan lyde, da han droppede sit tidligere liv og begyndte at banke på “studie-døre” (bogstaveligt talt) for at komme ind i musikbranche-varmen. Efter en god portion gå-på-mod lykkedes det ham at få arbejde som ulønnet kaffedreng hos Medley Studios. Her sov han så på deres sofa, og ud fra det, han havde lært ved at kigge med over skulderen om dagen, satte han sig for at øve sig bag knapperne efter lukketid. 

Det var en ny begyndelse – et slags studie i musikproduktion. Det var en rigtig god tid, fortæller Davíð.  

Det nordiske islæt og de fremtidige drømme

David føler, at hans lyd kan bidrage med noget nyt til den danske musikscene. En poplyd, som er nordisk, elektronisk disco-præget, men som samtidig besidder organiske elementer. Den musikalske proces starter for Davíð med en idé, og ud fra denne skabes musikken. 

– Jeg prøver at lave ærlige nordiske popsange, hvor jeg kombinerer elektroniske elementer med rigtige instrumenter. Jeg vil kalde det en nordisk elektronisk poplyd. 

Den selvlærte sangskriver har også flere inspirationskilder og forbilleder. Som yngre var han stor fan af Chris Martin fra Coldplay, men i dag er det særligt fascinationen af musikere, der udgiver musik på helt egen hånd uafhængigt af et pladeselskab, der driver ham. 

Da jeg spørger, hvad han selv lytter til lige nu, er der særligt én kunstner med en speciel sang, der spilles på repeat. Nemlig den amerikansk/jamaicanske neo-soul artist Masego med sangen “Mystery Lady”. 

Lige nu er den ambitiøse sanger, sangskriver og producer fra Island i gang med at bygge sit eget pladeselskab. Og netop ambitionen om at kunne leve af musikken uden at være afhængig af et pladeselskab er skildret i den nyeste single “On My Mind”. 

Udover planen om at stable sit eget pladeselskab på benene, sigter Davíð efter at komme og ud og spille live så snart så muligt med sangene fra hans kommende album, der lander på den anden side af nytåret. Og så har han – som de fleste andre store som små artister – en kæmpe drøm om en dag at stå på Roskilde Festival med sin musik.

– Af Klaus Nørby Bondegaard

Tags:
,
Klaus Nørby Bondegaard
klausbondegaard@bandsoftomorrow.com