Foto: Anna Hugosson

Denne uges upcoming er svenske Bluephox. Hun er vokset op med musik fra barns ben af, og har nu skabt sig sit eget musikalske alter ego. Bluephox´s musik er vanedannende guitarriffs og melankolske synths, i et lyrisk univers, hvor troen mod sig selv, er et vigtigt element. Læs med her.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

Den super seje Bluephox fra Sverige, kombinerer den organiske lyd med nutidige beats. Hun har før boet i Los Angeles, og studeret musikproduktion, men har nu igen base i Stockholm. Hendes fine vokal sender tankerne hen til kunstnere som Stevie Nicks (Fleetwood Mac) og er blevet sammenlignet som en kvindelig pendant til Future Island. Lær den svenske musiker bag Bluephox bedre at kende, lige her.

Hvem er Bluephox?

-Bluephox er mit dekadente alter ego, som indfanger mine to personligheder. ‘Blue’ står for melankoli og ‘fox’ for det modsatte: den bekymringsfrie ræv, der løber vildt rundt i skoven. Og et eller andet sted midt i mellem er jeg: Philippa “Ph”. Eller også er det bare et jazzy navn med en post-konstrueret betydning. Hvem ved? Det er i hvert fald sikkert, at Bluephox er en gave til mig selv efter alt det besvær med livet, som jeg har været igennem. Og det har gjort, at det var det hele værd! Det er en rejse til min fortid, hvor jeg tillader mig selv at lande. Jeg har lagt gamle forhold bag mig, bearbejdet nederlag, danset på knust glas og er kommet ud på den anden side. Nu vil jeg gerne dele det.

 

Hvordan vil du beskrive din lyd?

-Takket være min far – en succesfuld guitarist i 60’erne, er jeg vokset op med en sund kost bestående af 60’er- og 70’er-rock. Jeg tror, man kan høre det i min lyd, ligesom man kan høre pop-indflydelse fra 80’erne. I anmeldelser er jeg fra start af blevet sammenlignet med blandt andre Stevie Nicks (Fleetwood Mac), Robyn, en kvindelig version af Future Island og Bonnie Taylor. Det er ret overvældende og jeg kan ikke rigtig fatte, at nogen har lavet sådan en sammenligning! For mig er det vigtigste, at jeg laver musik, der er tro mod min idé om Bluephox og på den måde være tro mod mig selv. Den organiske lyd skal have plads i musikken, i kombination med mere nutidige beats. Jeg er en sucker for vanedannende guitar-riffs og varme, melankolske synths, og alt det kan vel høres i mine sange, og måske er det en del af mit signum.

 

Hvordan startede du?

-Jeg har skrevet sange, siden jeg var barn. I mange år skrev jeg musik til andre artister. Men den første gang jeg følte, at jeg gerne ville fokusere udelukkende på mit eget projekt, var da jeg flyttede til Los Angeles for at studere musikproduktion. Der endte jeg med at headline en undergrundsscene for upcoming artister, og fik rigtig gode anmeldelser. Da jeg flyttede tilbage til Stockholm, blev jeg introduceret til to enormt talentfulde musikere og producere, hos LAB259: Mats Björke (tidligere medlem af Mando Diao) og Ludvig Larsson. Vi begyndte at lave musik sammen, og det er nu blevet til de første to singler af Bluephox: “Gold” og “Paul’s Boutique” (skrevet sammen med Yvonne Dahlbom). Min næste single er skrevet sammen med en anden awesome fyr, der heder Johan “Harry” Harrysson.

 

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

-Det skifter lidt fra gang til gang. Nogle gange har jeg en idé om en melodi eller et tekstkoncept i mit hoved, som vi arbejder på sammen. Andre gange har mine medkomponister fundet på en produktions-idé, som jeg så skriver melodien og teksten til. Jeg er en typisk “top liner”, som er specialiseret i at lave melodi og tekst. Jeg spiller klaver, men fordi jeg er omringet af dygtige musikere, der kan spille et hvilket som helst instrument, lader jeg dem, om de instrumentale dele. Jeg har dog planer om at købe en banjo, så jeg selv har noget at blære mig med. Haha.

 

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

-Mange siger, at mine melodier minder lidt om Fleetwood Mac, og de har nok haft indflydelse på mine musikalske kreationer. I min barndom hørte jeg udover rock’n’roll også soul og jazz fra legender som Stevie Wonder og Erikah Badu. Så jeg tror, og jeg siger dette meget ydmygt, at man også kan høre den indflydelse, når det kommer til fraseringer.

 

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

-Jeg har for vane at opdatere mig selv med ny musik næsten dagligt. I kombination med mine sædvanlige “must haves” betyder det, at min pladespiller altid er ret blandet. Jeg bliver ofte besat af sange. Lige nu kan jeg ikke lade være med at lytte til Khruangbin’s “White Gloves”, SAULT’s “Free” og Toca Morder’s “Sen Senra”. Jeg elsker bands som London Grammar, Caribou, Tame Impala, Alex Cameron og Maribou State. Og så lytter jeg til klassikere som Pink Floyd, Jefferson Airplane, Steely Dan, The Supertramp, The Rolling Stones, Fleetwood Mac, Led Zeppelin, Jimi Hendrix og Erykah Badu, på en regelmæssig basis for at overleve.

 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

-I øjeblikket er jeg ved at færdiggøre min næste single, “Touched By Neon”, som udkommer denne vinter, hvis alt går som planlagt. Jeg kan allerede nu fortælle, at det bliver en “sweetie”. Jeg vil nok beskrive den som en klassisk power-ballade med et moderne touch, og jeg er virkelig spændt på at skulle dele den. Siden alt er lukket på grund af Covid. 19 er der ikke andet at gøre end at vente på live-scenerne. Men så snart de åbner, kan jeg slet ikke vente med at spille live. Indtil da, har jeg travlt med at optage live-videoer. Vi har lige lavet en video til min nye single “Paul’s Boutique”, opført live i vores studie i downtown Stockholm.

 

Hvad er drømmen?

-Drømmen er at kunne dele min musik med så mange mennesker som muligt. Og at
kunne træde på de store scener. Folk har brug for flere organiske lyde, 80’er synths og guitar-riffs i deres liv, og det kan jeg hjælpe med!

 

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

-Jeg ville anbefale dem at lytte til min seneste single “Paul’s Boutique”. Ikke kun fordi at den er den seneste, men også fordi at den virkelig præsenterer Bluephox’s lydlandskab på perfekt vis. Den har de varme synths, de vanedannende guitarer og de tilbagelænede melodier. Sangen betyder også meget for mig personligt. Det er en form for hævn, skrevet efter at nogen behandlede mig dårligt. Sangen handler om en desperat person, der sælger løgne. Og faux fur. På tilbud. Og den handler om, at løgne kan være en givende business på kort sigt. Men sandheden skal bæres med livet. “Paul’s Boutique’” er også et hint til Beastie Boys’ andet album af samme navn.

 

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

-Jeg ville helt klart være en Old fashioned. Den er stærk, har rødder i ren rock ’n´roll og er ikke for sød. Desuden er whiskey den eneste alkohol, jeg kan drikke, mens jeg synger. I modsætning til andet alkohol, gør den underværker med min stemme. Eller måske har whiskyen også påvirket min dømmekraft. Haha.

 

Lyt til “Paul´s Boutique” lige her:

[/ihc-hide-content]