17 nov This Is The Kit: Jeg vil gerne lave musik på min egen måde uden at ’please’ omverden
Foto: Lebruman
Vi har taget en snak med Kate Staples – kvinden bag albumaktuelle This Is The Kit – om hendes musikalske åre, det nye album, og hvad hun får tiden til at gå med under corona.
For efterhånden mange år siden stiftede Kate Staples This Is The Kit med sin kæreste Jesse Vernon, der nu er gået hen og blevet hendes mand og ikke mindst far til deres fælles barn. Hun er oprindeligt fra en lille hyggelig by i England – man kan næsten se det smukke engelske landskab for sig. Det har hun imidlertid skiftet ud med storbyens charme i Paris. Men det er ikke i Paris, at det nye album er blevet til.
Staples nåede nemlig lige at indspille albummet Off Off On i en hytte I Wales sammen med bandmedlemmerne Rozi Plain (bas og vokal), Jesse D. Vernon (guitar og keyboard), Jamie Whitby-Coles (trommer) og Neil Smith (guitar), inden corona for alvor meldte sin ankomst.
Bag kunstnernavnet This Is The Kit er der forskellige referencer og historier. Det fortæller Staples på en dag, hvor corona er blusset op igen, og vi ‘mødes’ over en telefonsamtale.
– Nogle kalder mig Kit, så der startede det. Men det er også ideen om at bære alt det, du har brug for med dig. Og at være klar og åben på nyt. Jeg elsker at lege med ord og sproget generelt, og for mig var der noget tilfredsstillende over ordsammensætningen, fortæller hun og tilføjer:
– Jeg ser This is The Kit som et musikalsk projekt. Et form for flydende projekt, som ikke er udelukkende mig eller udelukkende et band. Nogle gange spiller jeg alene, ofte med bandet og sommetider med nogle andre.
Stables har spillet musik fra barnsben, og især hendes far inspirerede hende til at gå musikkens vej, hvilket blev starten på karrieren. Og man kan næsten se det for sig, da den snakkesalige musiker fortæller om hendes barndom og mødet med musikken.
– Jeg startede med at spille, da jeg var helt lille. Vi [Kate Stables og hendes tvillingesøster, red.] sad på bagsædet af bilen og lyttede til vores fars musik og skrålede med. Vi har altid elsket at synge sammen. Da jeg var gammel nok til at holde en lille guitar selv, lærte min far mig at spille nogle få akkorder. Og da jeg fik min første 12-års tand, startede jeg på trompet-lektioner. Som teenager begyndte jeg at skrive mine egne sange og blev stille og roligt modig nok til at spille dem for andre. Det var de grundlæggende sten, der blev lagt, for at få mod på at spille live, og i det hele taget blive bedre til at optræde.
Det er altså en efterhånden garvet musiker, vi har med at gøre. En musiker, som har fået musikken ind med modermælken, og som derigennem kommenterer på en verden, der på nogle måder er ved at gå af lave.
Nyt musik, ny vibe
Det nye album, der efterhånden har været ude i nogle uger, præsenterer et mere jazzet orkestralt lydbillede end førhen. Det efterlader mig med spørgsmålet om This Is The Kits musikalske udvikling og proces.
– Det er meget forskelligt, hvordan jeg skriver min musik, og hvad der kommer ud af det. Det afhænger meget af situationen. Jeg skriver meget ned, og når det så bliver til en sang, skaber jeg det musikalske ud fra det. Sommetider starter jeg med at skrive teksterne og forme noget lyrisk – andre gange er det musikken, der kommer først. Der er ikke én unik måde, sangene skabes på.
Da jeg spørger ind til det smukke nummer “Was Magician”, som var sidste singleudspil inden albummet, åbner hun op for forskellige aspekter og referencer i sangen. Det er alle de forskellige talenter og evner, som mennesket har, hun hylder i sangen, fortæller Staples.
– Dels var det også en slags idé, jeg fik fra min yndlingsforfatter, som er så god til det, hun gør – at skrive. Jeg opfatter hende som en form for tryllekunstner. Det er inspirerende og smukt, når folk har en usædvanlig dygtighed inden for ethvert felt – uanset om det er musik eller noget helt tredje. Så sangen handler bare om at at være god til det, du laver.
Fra indie-kunstnere til Beyoncé og Bob Dylan
Staples er inspireret mange steder fra, men det er aldrig et bevidst valg. Hun har en tydelig bred musikalsk vifte og lytter til mange forskellige genrer, der tæller store navne som Beyoncé, Bob Dylan og Joni Mitchell – men også mindre indie-navne, som Richard Dawson (engelsk singer/songwriter).– De [Beyoncé, Richard Dawson, mfl., red.] lyder slet ikke som mig, men jeg finder en masse inspiration i hver især. Jeg prøver dog aldrig at lyde som nogle af dem.
Som vi sidder der i hver vores land – i hvad der vist godt kan kaldes coronavenlig-afstand – er det selvfølgelig nærliggende at spørge ind til, hvad Staples har fået corona-tiden til at gå med.
– Vi skulle ved et held afslutte album-indspilning få dage før hele nedlukningen. Vi var faktisk ikke bevidste om, at det hele var ved at lukke fuldstændig i. Så jeg brugte corona-nedlukningen til at finpudse albummet og afslutte de sidste småting.‘
Nu vil Staples fortsætte med at bruge tiden så konstruktivt som muligt: »Hvis jeg kan få søsat nogle nogle nye musikprojekter samt få færdiggjort dem, vil jeg blive virkelig glad.«
This Is The Kit havde i forbindelse med sit nye album planlagt en stor turné rundt i Storbritannien og Europa med visit både i Aarhus og København, men hele turnéen er afgode grunde rykket til næste år, hvor du kan få fornøjelsen af at opleve hende i Aarhus (Train) den 27. april og i København (Hotel Cecil) den 28. april. Indtil da, kan du med fordel bruge vinteren på at varme dig på de 11 sange, albummet udgøres af. Lyt til albummet her.