10 nov Smukfest annoncerer flere navne til plakaten for 2021
Foto: Jada // PR
Med den kolde og mørke tid, vi snart går i møde, kan du varme dig på de nye offentliggjorte navne, som du kan opleve på næste års Smukfest.
Der er nu endnu mere grund til at glæde sig til sommeren og en festivalsæson, som er mere tiltrængt en nogensinde. Smukfest har netop annonceret 11 brandvarme artister til sommerens festival.
Én af Danmarks vildeste vokaler kommer fra den skønne Jada, og hun kommer og gæster festivalen. Hun er aktuelt som den helt store P3 Guld vinder, hvor hun løb afsted med hele tre priser. Hun skriver hits på hits, og mon ikke der bliver et publikum fyldt med vifter og glimmer, når Jada skal indtage scenen.
Endnu en af de største kvindelige artister, vi har herhjemme kommer også forbi – nemlig Tessa, som kickstartede sin karriere med benhårde bars og hurtige rapskills.. Hun har ben i næsen, og vi er sikre på, at Skanderborg kommer til at boble og syde under hendes koncert. Også Hugo Helmig og Peter Sommer er at se på plakaten, og mon ikke der kommer magisk fællessang på Peter Sommers Skanderborg-ode “8660”.
Sidst men ikke mindst glæder vi os særligt til at genopleve fremadstormende Joyce foran i et forhåbentlig stående publikum, så deres sprudlende punk/rock for alvor kan komme til sin ret.
Allerede nu er der et solidt lineup til Smukfest 2021, og vi kan ikke vente.
Her er dagens 11 annoncerede navne:
Queen Machine
SP-JUST-FROST
Anton Walter
Baseløs
Føl som
Såforsatan
Jada
Tessa
Hugo Helmig
Peter Sommer
Joyce