13 nov Lord Siva – Gimle
Foto: Thomas Rasmussen
Dato: Torsdag den 12. november 2020
Venue: Gimle
Lord Siva udfoldede sit musikalske repertoire – fra det melankolske til det upbeat – for et døsigt publikum torsdag aften.
[rwp_box id=”0″]
Allerede før klokken 19 summede salen med spændte stemmer og klirrende øl. Klokken 20 gik Lord Siva på – lettere introvert – under det blå lys på scenen, og med sin særlige lyse vokal havde han publikums fulde opmærksomhed fra start. Det kom tydeligt til udtryk, at koncerten var til for, at kunstneren kunne udfolde sit nyeste album Lys live. De langsommere numre fra det nye album blev spillet konsekvent gennem den første halvdel af koncerten, og på trods af at Lord Sivas vokal stod skarpt, var den sløve tone lidt for kedelig for det tøvende publikum. Med et ydmygt ansigtsudtryk og vippende sko stod aftenens hovedperson forholdsvis stille på scenen, og selv under numre, der nærmede sig det upbeat – som ”før eller senere” – var stemningen og Lord Sivas energi præget af samme melankoli.
Foto: Thomas Rasmussen
I takt med at baggrunden skiftede fra skaleret blå til psykedeliske zebrastriber åbnede kunstneren mere og mere op for publikum og hans snak om Lys, om at få det bedre mentalt og at tage på som resultat, fungerede som en sen opvarmning for publikummet, der var gået lettere kold i det triste. Med samme Elmer-cover som fra P3 Guld og det – blandt publikum – velkendte Ukendt Kunstner nummer ”Fortæl Dem”, hvor Lord Siva fik lov til at afprøve sin udgave af alle vers, fik salen endelig mulighed for at benytte stemmebåndene. Sangene fra samarbejdet med produceren Vera var aftenens favoritter og på trods af et lidt dovent publikum, fungerede Gimle glimrende som kor på ”Paris”.
Lord Siva gav en sød tale om at være nervøs over at tale til publikum, og om hvor meget han satte pris på den aktivt lyttende sal, før han spillede sit sidste nummer produceret i samarbejde med Vera – ”Room For Love”. Tempoet var på det tidspunkt sat højt sammenlignet med starten af koncerten og publikum var godt med. Lord Siva rundede koncerten af med god stemning og højt tempo på ”Solhverv”, før han beklagende annoncerede, at han altså ikke måtte spille ekstranummer, og koncerten var hermed ovre på en lille time.
Foto: Thomas Rasmussen