24 nov Koncertanbefalinger // Uge 48
Foto: Neon Priest // Andreas Graham
Så er vi igen klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder lidt af hvert, som for eksempel vores Ugens Upcoming-artist, en intimkoncert, lidt forskellige spændende indienavne og en solid metalaften. En uge der også bærer præg af mange allerede udsolgte koncerter. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du stadig kan nå at få billet til. Læs mere om dem herunder.
LYDFEST x NEON PRIEST + CARRIE WHITE
Hvor: MantziusLive, Birkerød.
Hvornår: Torsdag den 26. november. kl. 19.00.
Lydfest inviterer til en helt særlig og spændende aften på MantziusLive i Birkerød på torsdag, da Lydfest 2020 ikke blev afholdt i år. Nu kommer kompensationen med et line-up med to forskellige spirende artister, henholdsvis Neon Priest, der skulle have spillet på lydfest og som er denne uges Ugens Upcoming samt Carrie White. Neon Priest er en elektronisk kvartet, der laver eksperimenterende, elektronisk pop inspireret af technoens lydunivers. Når de optræder live tager de deres elektroniske produktioner ud i en energisk og mere organisk konstellation, hvor de tætte rytmer og den autotunede vokal konfronterer og udfordrer publikum ind i et vildt musikalsk univers. De får selskab af Carrie White, der leverer melankolsk og smuk pop i et kaotisk univers. Bandet er aktuelle med debutsinglen “Sci-Fi, som meget anno 2020 handler om, når man føler man bliver erstattet af sin partners iPhone og instastories. Glæd dig til en unik aften på Mantzius og sørg for at købe en billet, for der er begrænsede pladser.
Claus Hempler (Solo)
Hvor: Bremen Teater (flyttet fra Hotel Cecil).
Hvornår: Torsdag den 24. november. klokken 18.00.
Du kan opleve Claus Hempler solokoncert i aften på Bremen Teater. Sidste år udgav han sit debutalbum Kuffert fuld af mursten, der består af ni dansksprogede sange sunget og skrevet af herren selv. Det bliver et intimt eksklusivt setup i teatersalen i København med ham og sin guitar samt de fine viser. Det er folk-rock i et nærværende og spændende tekstunivers og debutalbummet fik også en masse rosende ord med på sin vej, hvor Hempler desuden blev hædret med hele to priser til awardshowet Steppeulven 2020, som ‘årets tekstforfatter’ og den prestigefulde ‘årets album’.
The New Index: Kindsight (support: Quaking Aspens)
Hvor: Musikcafeen, Huset i Magstræde.
Hvornår: Torsdag den 26. november. klokken 20.00.
Musikcafeen byder i samarbejde med The New Index torsdag aften indenfor til en dobbeltkoncert, hvor du kan opleve Kindsight og Quaking Aspens. Det unge fremadstormende band Kindsight udgav tidligere i år deres debutsingle “Who Are You”, der blev vel modtaget i det danske musiklandskab. Den danske kvartet tæller forsangeren Nina Hyldgaard Rasmussen, med sin klare vokal samt Søren Svensson (guitar), Anders Prip (bas) og Johannes Jacobsen (trommer). De får selskab af det udenlandske rockband Quaking Aspens, der er bosat i København. De skaber en fin alternativ rocklyd med blandede akustiske og elektroniske elementer.
Casquette (releasekoncert)
Hvor: People Like Us Beer Bar
Hvornår: Torsdag den 26. november, klokken. 20.30.
Den københavnske kvintet Casquette holder releaseaften, på ølbaren People Like Us Bar torsdag aften, inden EP’en Sjæl Så Ung, udkommer dagen efter. De spiller melodisk indie-rock med psykedeliske og spraglede toner, tilført blandt andet saxofon. Da de tidligere i år udsendte deres første single samt en lille video, havde de sågar premiere på det internationale psych-rock site It’s Psychedelic Baby Magazine!. EP’en består af tre vedrørende numre – at finde mening i den til tider meningsløse tilværelse. Du kan nu være en af de første til at opleve det nye spirende band live.
EYES + Tvivler + Praytell
Hvor: Pumpehuset,
Hvornår: Fredag den 27. klokken 19.00
Hvis din uge mangler lidt rå intensitet, har Pumpehuset lagt op til noget af en smadrefest fredag den 27. november. De fremadstormende EYES, der med deres formidable album Underperformer, stadig går sin sejrsgang på den danske metal/hardcore scene. På trods af at havde udgivet en af årets, måske fedeste albums, er der ingen tvivl om at EYES skal opleves live. Med sig på scenen har de de seje drenge fra punk/hardcore bandet Tvivler, der med sit debutalbum EGO, som virkelig har slået et slag for dansksproget hardcore. Det bliver bestemt interessant at se, hvad de tager med til festen på fredag.