14 nov Fribytterdrømme – Store VEGA

Foto: Nikolaj Bransholm
Venue: Store VEGA
Dato: Fredag den 13. november klokken 22.00

Der var tale om et psykedelisk syretrip udover det sædvanlige, da rockbandet Fribytterdrømme gik på scenen i Store VEGA. 
[rwp_box id=”0″]
At Fribytterdrømme har stor erfaring i med at spille live, var ikke til at tage fejl af, da det velspillede band lørdag aften gik på scenen i Store VEGA. Det blev til en psykedelisk fest, hvor det ene iørefaldende nummer overtog det andet.
Bandets frontfigur Lau Ingemann Vinthers er med sin nasale stemme og uovertrufne energi bandets naturlige midtpunkt. Med bare tæer, bar mave, blazer og blærede Lennon-solbriller levede han til fulde op til forventningerne til, hvordan en ægte syre-rocker skal se ud. Udover Winthers formidable optræden som både sanger og guitarist, viste bandet sig som et ekstremt sammentømret band. Et Band, hvor det i sidste ende ikke handler om individerne, men i allerhøjeste grad om helheden. Fusionen mellem de eminente musikere, tekstuniverset og fantastisk lyssætning gjorde, at publikum det meste af tiden befandt sig i en trancelignende tilstand af ægte syrerock.
På forbilledlig vis afbalancerede bandet sin musik med den tid, vi befinder os i. En tid, hvor tæt dans, øl og fællessang ikke kan kombineres – men trods dette, leverede Fribytterdrømme en mindeværdig koncert, der understreger bandet som et af landets bedste inden for genren. Det blev da også mere og mere klart, som aftenen skred frem, at Fribytterdrømme er et band, der ikke synes at have nogle svagheder, når det handler om at spille live.
Til trods for koncertens tårnhøje niveau, formåede Fribytterdrømme alligevel at levere øjeblikke, der skilte sig ud og gjorde den i forvejen uforglemmelige aften til noget magisk. Af disse øjeblikke kan for eksempel nævnes numre som ”Fem er det magiske nummer”, ”Verden ender for dine fødder” og ”Lau I. V. Pedersen over 24 timer” – ja, det hedder nummeret. Især sidstnævnte var med til at løfte koncerten op på et ubeskriveligt niveau. Og hvor må det have været frustrerende for både band og publikum, at det ikke kunne kulminere i sang og dans. Havde stolene på gulvet været væk, ville koncerten unægtelig have været af en anden karakter.
At koncerten alligevel ikke ender med topkarakter skyldes hverken band eller publikum. Det skyldes ganske enkelt, at den fabelagtige musik ikke kunne få den fortjente respons fra det stolebundne publikum. Alt i alt, var der alligevel tale om en koncert, hvis lige undertegnede aldrig har oplevet – og i en tid, hvor verden omkring ikke byder på store mængder glæde og gode minder, er det måske lige præcis en koncert som denne, vi har brug for. En koncert der med få ord bedst kan beskrives som en flugt fra virkeligheden.