fbpx

Brooklyn-kunstneren Cautious Clay er ude med nyt soulhit

Foto: John Daniel Powers

Cautious Clay slog i den grad igennem med sin single “Cold War”, der fik mange millioner af afspilninger og sågar blev samplet af Taylor Swift. Nu er han tilbage med lille kompakt single i sit velkendte lydunivers, og proklamerer samtidig albumudgivelse.

Den 27-årige New Yorker-artist Cautious Clay, der sidste år kunne opleves på Northside Festival, er tilbage med singlen “Dying In The Subtlety” i sit velkendte soulede lydunivers mellem hiphop og R&B. Det er den anden single fra den dygtige multiinstrumentalist fra det kommende album, der kommer lige efter nytår. Cautious Clay har hele tre EP’s på bagen, der indbefatter henholdsvis Table of Context, Blood Type og Resonance.

På den nye kompakte single, på lige over de to minutter, præsenterer han sin fængende vokal tilsat sprøde beats. Singlen har et klart budskab om at vælge sine venskaber og forhold med omhu for ikke at spilde sin tid med mennesker, der rent faktisk ikke gør én glad.

Lyt og se den dertilhørende musikvideo lige her:

Klaus Nørby Bondegaard
klausbondegaard@bandsoftomorrow.com